Nu åbner nyt hotel midt i Aalborg

I dag åbner et nyt hotel med en yderst central beliggenhed i Aalborg. Hoteller rummer godt 100 værelser, mens yderligere 17 lejligheder alle er udlejet.

I slutningen af 2020 begyndte Nordicals Aalborg og partner Steen Royberg at afsøge markedet for placering af B&B Hotels Group i Aalborg.

Den europæiske direktør for hotelkæden valgte i samråd med Nordicals Aalborg en 2.400 kvadratmeter stor grund på hjørnet af Jyllandsgade og Dag Hammarskjølds Gade.

Med en placering ved de gamle godsbanearealer ligger hotellet tæt på banegården og midtbyens net af gågader samt restauranter og caféer.

Aalborg Kongres & Kultur Center ligger knap 10 minutters gang fra hotellet, og de elektriske og lydsvage plusbusser triller forbi i tracéet på Jyllandsgade.

Læs også: Salg af byggeret til ældreboliger kan finansiere ny kunstgræsbane i Aalborg

For 19,4 millioner kroner blev grunden opkøbt i 2021, og i dag åbner hotellet med 103 værelser samt en bygning med 17 tre-værelses lejligheder, der alle er udlejet før åbning.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals Aalborg, der har stået for at sælge og overdrage projektet til Thyborøn Invest.

Selve transaktionen har Nordicals Aalborg gennemført i et tæt samarbejde Redmark – Mærkbar forskel ved partner Alex Kristensen og Advokatfirmaet Vingaardshus ved blandt andet partner Jesper Studsgaard, fremgår det.

– Sagen startede i 2020, og vedholdenhed fra Nordicals Aalborg og B&B Hotels samt rådgivernes side er ubetinget den afgørende årsag til, at vi her fire år efter kan byde et nyt hotel velkommen i Aalborg, udtaler partner Steen Royberg.

Læs også: Frimurerloge vil bygge boliger i Hasseris

Han løfter i samme ombæring en pegefinger.

– Sagen har hos Aalborg Kommune været behandlet af tre forskellige direktører i By & Land, to stadsarkitekter samt to rådmænd og mange sagsbehandlere fra By & Land. Skal Aalborg Kommune rykke op og være en erhvervsvenlig kommune i forhold til den årlige DI undersøgelse, skal der helt klart arbejdes målrettet på det som længe har været efterspurgt – én indgang for erhvervslivet, slutter Steen Royberg.

Hotellet er tegnet af Arkitekterne Bjørk & Maigaard og opført i totalentreprise af HP Byg mens Carina Borum har været bygherrerådgiver.

Lidt længere ude af Jyllandsgade skal et 23.000 kvadratmeter stort areal udvikles med op til 38.000 kvadratmeter boliger og erhverv.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling