Efter flere års renovering indvier Frederiksberg Kommune John Winthers Plads lørdag den 7. juni klokken 8.30.
Alle er velkomne, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Med åbningen er der skabt et grønt, levende og klimasikret område midt i byen, lyder det fra kommunens borgmester Michael Vindfeldt (S).
– Vi har fået en ny og flot oase i byen, hvor vi kan mødes og få et pusterum i en travl hverdag. Pladsen er samtidig en investering i fremtidens Frederiksberg, som løser flere udfordringer på en gang. Vi klimasikrer byen med regnvandsbassiner og sender bilerne under jorden, så der bliver mere plads os mennesker over jorden, udtaler han.
Udvalgsformand for Miljø- og Trafikudvalget Jan E. Jørgensen (V) ser også frem til indvielsen:
– Efter flere år med byggeri og gravearbejde på den gamle parkeringsplads, kan vi nu endelig åbne området for offentligheden, og jeg glæder mig over, at der kommer flere parkeringspladser, men især til de mange lørdage med liv, leg og loppemarked på vores nye, flotte plads, udtaler Jan E. Jørgensen.
Under pladsen er der anlagt en parkeringskælder med plads til 275 biler. Nordstern har i totalentreprise udført projektet i samarbejde med RUM arkitekter, WSP Danmark og Artelia som rådgivere.
Fakta
Pladsen er opkaldt efter byens tidligere borgmester John Winther, som var borgmester på Frederiksberg i hele 23 år.
Pladsen byder på en lang række nye faciliteter:
- 90 loppestader (45 små og 45 store), der danner rammen om et loppetorv.
- 275 parkeringspladser, heraf 32 med el-ladestandere.
- 110 cykelstativer fordelt ved alle indgange for gående.
- Fire offentlige toiletter, inklusive handicaptoilet.
- Klimasikring med kapacitet til cirka 4.000 kubikmeter regnvand – heraf 3.000 kubikmeter i et bassin under jorden.
- Cirka 30 nye træer.
Pladsen er designet med fokus på både aktivitet og afslapning. Her finder man:
- En aktivitets-ø til dans, yoga, kampsport og mindre optrædener.
- En basketkurv med half-court.
- Solbjerget, et grønt område med mulighed for leg, ophold og trappetræning.
- Vandleg med stråler og damp, der kan aktiveres på varme dage.
- 90 meter nye bænke til afslapning og samvær.
Adgangen til pladsen er let og tilgængelig fra flere sider – blandt andet ved Møstings Hus, Andebakkesøen, Frederiksberg Rådhus og Smallegade.
Kilde: Frederiksberg Kommune.