
Bilister på E45 kan snart se frem til mere plads og højere fartgrænser, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Inden for den næste måned åbner i alt 22 kilometer ny seks-sporet motorvej mellem Vejle og Skanderborg.
– Vi har allerede åbnet for de ekstra spor mellem Ejer Bavnehøj og Skanderborg, og nu går vi så ind i en periode, hvor vi kan åbne flere og flere kilometer færdig motorvej med 130 kilometer i timen. Det glæder mig meget, at vi nu kan give motorvejen tilbage til trafikanterne, fortæller projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.
Allerede fredag den 26. juni bliver den syv kilometer lange strækning mellem Horsens Nord og Ejer Bavnehøj åbnet med tre spor i hver retning. I løbet af juli følger knap 15 kilometer mellem Vejle og Horsens Syd.
Dermed vil 27 af de i alt 38 kilometer, som siden 2024 er blevet udvidet fra fire til seks spor, være færdige. Den resterende del forventes også afsluttet i løbet af året.
Ifølge Vejdirektoratet er projektet forløbet så godt, at arbejdet bliver afsluttet tidligere end planlagt og samtidig holder sig inden for budgettet.
Oprindeligt skulle de sidste asfaltarbejder først skulle være afsluttet næste år, men bilisterne slipper formentlig for vejarbejde på strækningen i 2027.






















