Nu bygger GLS stort distributionscenter i Ringsted

GLS Denmark overtog i foråret 2022 en 80.000 kvadratmeter stor grund i Business Park Ringsted. Nu bygges et nyt distributionscenter.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Fra venstre: Tilbudschef Torben Kloster fra Gråkjær Erhverv, driftsdirektør Henrik Nyegaard og administrerende direktør Steen Kristensen fra GLS Denmark samt Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten (V). Foto: PR.
Fra venstre: Tilbudschef Torben Kloster fra Gråkjær Erhverv, driftsdirektør Henrik Nyegaard og administrerende direktør Steen Kristensen fra GLS Denmark samt Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten (V). Foto: PR.

Byggestarten på det 10.000 kvadratmeter store distributionscenter, som GLS Denmark opfører i Business Park Ringsted, er netop blevet markedet med fire spadestik

Første spadestik blev taget af administrerende direktør Steen Kristensen og driftsdirektør Henrik Nyegaard fra GLS Denmark samt Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten (V), og tilbudschef Torben Kloster fra Gråkjær Erhverv, der skal stå for byggeriet.

Det skriver pakkeleverandøren i en pressemeddelelse.

Det nye distributionscenter opføres på en bar mark lige op ad Vestmotorvejen, og det GLS Denmark forventer, at centret øger den sjællandske kapacitet med 30-35 procent.

– Distributionscentret er en investering i tilstrækkelig kapacitet til den vækstrejse, vi er på. Det sikrer, at vi kan komme tættere på vores kunder og også i fremtiden give dem den bedste pakkeoplevelse. I byggeriet har vi sammen med vores totalentreprenør, Gråkjær, indtænkt innovative løsninger, som giver GLS endnu et kvalitetsløft. De nye rammer er samtidig en investering i den grønne omstilling, som vi ved byggeriets afslutning vil være endnu tættere på at realisere, udtaler Steen Kristensen.

Den nye placering centralt på Sjælland kommer til at spille en afgørende rolle for pakkeleverandørens sjællandske distributionsnetværk. Fra distributionscentret i Ringsted vil GLS afhente og levere pakker i Midt-, Vest- og Sydsjælland. I dag varetages disse områder af to distributionscentre i Taastrup.

– Lokationen i Ringsted vil mindske behovet for motorvejskørsel og forkorte afstandene, som distributionsbilerne skal tilbagelægge for at levere og hente pakker. Det gør det muligt for os at anvende flere elbiler i distributionen på Sjælland, udtaler Henrik Nyegaard.

Distributionscenter giver 400 nye arbejdspladser

Nu bygger GLS stort distributionscenter i Ringsted. Gråkjær Erhverv står for byggeriet.
Nu bygger GLS stort distributionscenter i Ringsted. Gråkjær Erhverv står for byggeriet.

Distributionscentret får 30 AC-ladestandere og fire lynladere, så cirka en tredjedel af distributionsflåden tilknyttet lokationen i Ringsted kan bestå af elbiler, når byggeriet står færdigt.

Antallet af ladestandere er dog fuldt skalerbart. Dermed forventer GLS at øge deres anvendelse af elbiler betragteligt i tråd med deres 2030-mål om at have 50 procent el- eller nulemissionskøretøjer i transportflåden.

Det er ikke kun elbiler, der kommer til at bidrage til den grønne omstilling. Et solcelleanlæg 445 kilo Watt peak på taget af bygningen forventes af kunne dække den tredjedel af strømforbruget, som finder sted i dagtimerne.

I bygningen installeres et komplet CTS-anlæg, der ikke kun giver energibesparelser, men også leverer et godt indeklima til de kommende 200 medarbejdere og 200 chauffører, der får deres daglige gang på distributionscentret.

Rejsegildet forventes afholdt i juni 2024, mens det færdige distributionscenter forventes fuldt funktionsdygtigt i august 2025.

Om GLS Denmark

  • GLS Denmark har 11 lokationer fordelt i syv danske byer
  • Distributionscentret i Ringsted bliver GLS’ tiende i Danmark
  • GLS Denmark beskæftiger cirka 1.200 medarbejdere

Kilde: GLS Denmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling