Efter en næsten uafbrudt stigning gennem 13 kvartaler var udbuddet af ledige kvadratmeter til butikker, spisesteder, kaffebarer og takeaway ved indgangen til 2025 det højeste nogensinde.
Gennem det seneste kvartal er udviklingen dog vendt, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk.
Det skriver portalen for erhvervslokaler i en pressemeddelelse.
– Udbuddet af butikslokaler på vores portal er lavere end i de foregående to kvartaler. Målt i forhold til det samlede butiksareal er udbuddet 3,1 procent mod 3,3 procent i første kvartal, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Aktuelt udgør udbuddet 608.800 kvadratmeter, hvilket er knap 33.000 kvadratmeter færre end for tre måneder siden.
– Det svarer til, at der er kommet nyt liv på arealer, der svarer til 11 Føtex’er, Kvickly’er eller Meny’er. Og der er færre ledige butiksarealer i 10 ud af 11 landsdele – kun Vestjylland bryder mønstret med en lille stigning, udtaler Jakob Wegener.
I øjeblikket er knap 11.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf præcis 1.949 lokaler til enten butik, spisested eller takeaway.
– Ændringen kan hænge sammen med, at vi gennem halvandet år har set et større rentefald, samtidig med at beskæftigelsen fortsætter med at stige. Trods en lav forbrugertillid har der været fremgang i detailomsætningen, og det har formentlig bidraget til, at flere har fået mod på at starte egen butik, siger Ole Hækkerup, administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Hos den landsdækkende erhvervsmæglerkæde Nordicals, registrerer man øget aktivitet mange steder i landet. Lukas Andrup Larsen, der er analytiker hos Nordicals, vil dog endnu ikke konkludere for meget på baggrund af tallene.
– Det er for tidligt at vurdere, om der er sket en egentlig vending. Men vi oplever øget efterspørgsel, særligt i de større byer. Det er lejers marked, og nogle udlejere er blevet mere fleksible, for eksempel med kortere uopsigelighedsperiode (bindingsperiode, red.) for lejerne og med tilskud til indflytning, udtaler Lukas Andrup Larsen.
– Vi kan især registrere øget efterspørgsel på mindre lejemål. Især i hovedstaden, hvor vi blandt andet ser nye koncepter som cafeer med legeområder og en blanding af café og tøjsalg.
Nordicals ser i de mellemstore og lidt mindre byer en tendens til, at flere kæder – frem for bymidterne – foretrækker at etablere sig i de aflastningsområder i udkanten af byerne. Her er der typisk nem adgang til gratis parkering.
Hele landet har 19,4 millioner kvadratmeter butiksareal (uden indkøbscentre), og det aktuelle udbud svarer til 3,1 procent af det samlede areal. Før krigsudbruddet i Ukraine for lidt over tre år siden var det tilsvarende tal blot 2,6 procent, og udbuddet toppede ved indgangen til 2025 med 3,3 procent, skriver Ejendomstorvet.dk.