Sports- og idrætsbygninger kan nu også blive certificeret med Svanemærket, som er det officielle nordiske miljømærke. Det gælder både ved nybyggeri og ved renovering af eksisterende haller.
Det betyder, at blandt andet badminton- og håndboldhaller, gymnastiksale og andre idrætsfaciliteter fremover kan leve op til de samme miljøkrav, som allerede bruges i andre typer svanemærket byggeri.
Det oplyses i en pressemeddelelse fra Miljømærkning Danmark, som står bag certificeringen.
Ifølge Miljømærkning Danmark er der stor interesse for at få idrætsbygninger omfattet af ordningen. Certificeringschef Frederik Gudi Sommer-Gleerup peger på, at området har et stort potentiale for at reducere belastningen af miljø og klima.
Der findes over 2.000 idrætshaller i Danmark, og mange af dem blev opført i 1960’erne og 1970’erne. Derfor står en stor del af hallerne over for renovering i de kommende år.
– Så godt som alle danske byer har en hal, og da mange af dem er af ældre dato, giver det god mening at have øje for miljø- og klimahensyn, hvis man alligevel skal renovere eller bygge nyt, udtaler Frederik Gudi Sommer-Gleerup.
– Desuden er der flere og flere kommuner, der vælger at få svanemærket daginstitutioner og skoler, og her er det jo helt oplagt også at kigge på idrætshaller og andre offentlige sportsbygninger.
Svanemærket stiller krav til blandt andet materialevalg, byggeprocessen og bygningens drift. Derudover er der krav til affaldshåndtering og genbrug af byggematerialer, som skal bidrage til mere cirkulær økonomi og bedre udnyttelse af ressourcer.
Miljømærkning Danmark oplyser samtidig, at det ikke kun er selve bygningerne, der kan svanemærkes.
Også sportsbegivenheder som stævner, turneringer og andre events kan få certificeringen, hvis de lever op til krav om blandt andet mindre affald, bedre ressourceforbrug og hensyn til naturen.























