Byggeri. Foto: Pixabay.
Byggeri. Foto: Pixabay.

Boligejere, der overvejer at søge støtte til energiforbedringer i hjemmet, har kun få dage tilbage.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sparvinduer.

Energirenoveringspuljen på 38,4 millioner kroner lukker den 30. november, og ansøgninger skal være sendt inden fristen. Puljen kan søges til projekter som isolering, energiruder og ventilationsanlæg.

Energiruder er den forbedring, flest danskere overvejer, og efterspørgslen mærkes tydeligt hos vinduesforhandleren Sparvinduer.

– Og det er nu, man skal til tasterne, hvis man har overvejet at søge puljen, men udskudt det. I år har boligejere med energimærke D også kunnet søge, og det har gjort målgruppen betydeligt større, siger Thomas Hasse, der er kommerciel direktør hos Sparvinduer.

Tidligere var det kun boliger med energimærke E, F eller G, der kunne søge, men med energimærke D inkluderet er antallet af mulige ansøgningsberettigede boliger steget fra 140.000 til 310.000.

Selv om man når at søge, er der ingen garanti for tilskud. Sidste år modtog danskerne 46,5 millioner kroner fra puljen, men 39 procent af ansøgningerne blev afvist.

– Det kan blive en kæp i hjulet på energirenoveringsprojektet, hvis ikke man får den hjælpende økonomiske håndsrækning til det. Til gengæld skal man huske, at håndværkerfradraget er tilbage i år, og det kan man også hente lidt på, siger Thomas Hasse.

Håndværkerfradraget er genindført i 2025 og gælder for grøn istandsættelse af hjemmet. Fradraget giver mulighed for at trække op til 8.600 kroner per person fra, men kun arbejdslønnen er fradragsberettiget.

– Hvis man vil udskifte til energivinduer, er det altså monteringen af de nye vinduer, der er fradragsberettiget, siger Thomas Hasse og understreger, at fradraget ikke kan kombineres med støtte fra Energirenoveringspuljen.

Tilmeld Nyhedsbrev