
Gravemaskinerne er rykket ind på Tranevej i Ringsted, hvor et tidligere erhvervsområde nu bliver omdannet til et nyt boligkvarter med 126 boliger.
For 21 millioner kroner købte Birch Ejendomme i foråret 2025 grunden, som tidligere husede blandt andet Maskincenter Ringsted og Jysk.
Ifølge SN.dk skal der nu bygges 110 lejligheder og 16 rækkehuse på grunden.
Huslejen for de kommende boliger er endnu ikke fastlagt, oplyser Lars Bay-Schmidt, administrerende direktør i Birch Ejendomme, ifølge SN.dk.
– Huslejen kommer til at variere efter boligernes størrelse. Lejlighederne bliver fra 47 til 125 kvadratmeter. En gennemsnitlig bolig bliver omkring 85 kvadratmeter, og kommer formentlig til at ligge på omkring 10.000 kroner i månedlig husleje. Det bliver priser på det almindelige markedsniveau
Arkitekter på projektet er Luplau & Poulsen Arkitekter i samarbejde med Rambøll og Arkplan. Boligerne bliver fordelt på to åbne karreer med bygninger på op til fire etager og rækkehuse i to etager.

Projektet omfatter et område på omkring 16.200 kvadratmeter med et samlet bruttoetageareal på cirka 10.500 kvadratmeter.
Der etableres grønne gårdrum, legepladser, stiforbindelser og et grønt strøg mod kolonihaverne for at skabe fælles opholdsarealer for beboerne.
Facaderne bliver opført med gul tegl i de nederste etager og sortmalet træ øverst. Parkeringspladserne placeres langs Køgevej, mens bygningernes udformning samtidig skal fungere som støjafskærmning for de indre opholdsarealer.
Spaden stikkes i jorden den 26. juni, og de første beboere forventes at kunne flytte ind i slutningen af 2027.
Birch Ejendomme er desuden i gang med at bygge 196 nye lejligheder i Dunbyen på Haslevvej i Ringsted. De forventes klar til indflytning i sommeren 2027. Tidligere har der også været planer om rådhusbyggeri i Dunbyen, men de planer er skrinlagt.




















