Nu skal nedslidt industrikvarter på Amager forvandles til et levende boligområde

Et tidligere erhvervsområde ved Femøren Station omdannes til en ny bydel med over 35.000 kvadratmeter boliger og plejehjem.

Et nedslidt industriområde på Amager Øst står over for en omfattende forvandling, oplyser det svenske ejendomsselskab Balder i en pressemeddelelse.

Ejendomsselskabet vil i de kommende år udvikle området ved Engvej og Jorisvej til en ny bydel under navnet Fortkvarteret med boliger, rækkehuse og et plejecenter.

Projektet blev muligt, efter en ny lokalplan blev godkendt i efteråret 2025. I alt planlægges omkring 35.500 kvadratmeter byggeri, heraf cirka 21.000 kvadratmeter lejligheder og rækkehuse samt et plejecenter på omkring 10.000 kvadratmeter.

– Vi ser store muligheder i det gamle industriområde, der har en ideel beliggenhed tæt på både natur, by, indkøbsmuligheder og offentlig transport, udtaler Flemming Joseph Jensen, administrerende direktør i Balder.

Annonce

I dag fremstår området præget af tomme bygninger og spor fra tidligere industri, men netop denne arv bliver en aktiv del af udviklingen.

– Vi ønsker at udvikle en bydel, hvor vi både tilfører nye bebyggelser og tager ansvar for den historie, der allerede findes på stedet. Derfor har det for eksempel været vigtigt for os at indtænke de tre bevaringsværdige bygninger nøje i projektet og at genbruge så mange materialer som muligt, udtaler Flemming Joseph Jensen.

Projektet lægger vægt på at kombinere nyt byggeri med områdets historie. Arkitekturen tager afsæt i de industrielle træk med robuste materialer og karakteristiske tage, mens planlægningen sigter mod at skabe et levende kvarter med blandede boligtyper og fælles opholdsrum. Plejecentret placeres tæt på fælleshuset for at understøtte samspillet mellem generationer.

Genbrug spiller en central rolle i projektet. En omfattende kortlægning har vist, at en stor del af de eksisterende mursten kan renses og genanvendes. Murstenene skal bruges både i nye facader og i belægninger og bidrager til at give området et sammenhængende og historisk forankret udtryk.

– Vi ønsker at give noget tilbage til Amager ved at lade den tidligere industri danne afsæt for formgivningen. Det kommer blandt andet til udtryk gennem brugen af robuste materialer, genbrug og karakteristiske elementer som shedtage, udtaler projektets arkitekt, Mette Bang Pedersen fra Holscher Nordberg.

– Visionen med Fortkvarteret er at skabe et levende og indbydende bykvarter med fokus på tryghed og fællesskab. Gennem en blanding af funktioner, aldre og ejerformer skaber vi rammerne for et mangfoldigt boligliv, hvor det hele hænger sammen.

Nedrivningen af de nuværende bygninger forventes at gå i gang snart, mens selve byggeriet efter planen begynder i efteråret 2026.

Fortkvarteret bliver dermed endnu et eksempel på, hvordan tidligere industriområder i hovedstaden omdannes til nye, tætte bykvarterer med fokus på bæredygtighed og fællesskab.

Fakta om projektet

Involverede parter

Bygherre: Balder Danmark

Arkitekt: Holscher Nordberg

Landskabsarkitekt: LYTT Architecture

Byggestyrer: Sjælsø Management

Rådgivende ingeniør: Norconsult Danmark

Fortkvarteret i tal

  • 35.500 kvadratmeter byggeri
  • 21.000 kvadratmeter boliger samt rækkehuse
  • Alment plejecenter på cirka 10.000 kvadratmeter

Om Balder

Balder Danmark er datterselskab af det svenske, børsnoterede selskab, Fastighets AB Balder, der har hovedsæde i Göteborg. Balder Danmark bygger, udvikler og administrerer ejendomme i hovedstadsregionen og ejer 22 beboelsesejendomme med over 4.000 lejeboliger, seks hotelejendomme, Cirkusbygningen i København og en erhvervsejendom i Greve.

Virksomheden har hovedkontor på Vesterbrogade i København og vandt i 2025 prisen som Årets Ejendomsvirksomhed.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev