Ny administrerende direktør hos OK Køkkenrenovering på Sjælland

Steffen Kisselhegn er ny administrerende direktør hos OK Køkkenrenoverings distrikt på Sjælland, hvor han skal styrke kundeindsatsen.

Hos Køkkenfirmaet OK Køkkenrenovering er Steffen Kisselhegn ny administrerende direktør på Sjælland. Dermed samles virksomhedens aktiviteter på Sjælland i én afdeling, som før var opdelt i fire distriktsområder, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Steffen Kisselhegn har flere års erfaring som salgskonsulent hos OK Køkkenrenovering. Han har tidligere været forhandler med ansvar for Midt- og Vestsjælland.

­– Ud over at stå for hele den daglige drift vil min primære funktion være at sparre tæt med salgskonsulenterne, så vi i fællesskab kan skabe en koordineret og målrettet indsats på hele Sjælland. Det skal skabe tillid og tryghed hos kunderne, at vi i endnu højere grad kan signalere en klar retning for serviceindsatsen, og samtidig vil vi naturligvis fastholde vores store fokus på individuel kundeservice, udtaler Steffen Kisselhegn i meddelelsen.

– At vi nu har et distrikt frem for flere betyder, at sælgerne har en større grad af fleksibilitet i kundeservicen. Har kunden for eksempel et hus i den ene ende af Sjælland og et sommerhus i den anden, havde vi førhen tilknyttet to sælgere, hvor kunden i dag kan have tilknyttet den samme kontaktperson gennem hele processen.

Inden han kom til OK Køkkenrenovering har Steffen Kisselhegn arbejdet i flere år med blandt andet butiksledelse, samt salg og kunderådgivning inden for forsikringsbranchen. Han bor i Holbæk kommune med sin hustru og to børn.

Behov for at ansætte flere

OK Køkkenrenovering har siden starten i 2008 haft succes med konceptet, som bygger på genbrugstanken om at bevare grundelementer og kun udskifte slidte dele af køkken, bryggers eller bad. I 2022, hvor inflation og Ruslands invasion af Ukraine ellers har ramt den danske køkkenbranche hårdt, har OK Køkkenrenovering på Sjælland mere end fordoblet andelen af kundehenvendelser sammenlignet med 2021.

– Efterspørgslen er så stor, at vi har en klar målsætning om løbende at udvide vores salgsteam. Vi er på udkig efter service- og løsningsorienterede sælgere, siger Steffen Kisselhegn.

Indtil videre er det hovedsageligt danskere over 50 år, som har gjort brug af OK Køkkenrenoverings ydelser. Steffen Kisselhegn ser dog også et stort potentiale blandt de lidt yngre danskere, hvorfor han i højere grad vil målrette markedsføringen til også at omfatte personer i 40’erne.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling