Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S). Foto: Lars Græsborg Mathiasen.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S). Foto: Lars Græsborg Mathiasen.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der skal modernisere huslejenævnenes arbejde og skabe et mere effektivt system for både lejere og udlejere.

Aftalen kommer efter flere års ønske om at nedbringe sagsbehandlingstiden og styrke den faglige kvalitet i de omkring 5.500 afgørelser, nævnene træffer årligt.

Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer, at huslejenævnenes afgørelser fremover kan tvangsfuldbyrdes uden først at skulle en tur i boligretten.

Dermed fjernes et led, der i dag forlænger mange sager unødigt. Samtidig vil nævnene automatisk blive orienteret, når afgørelser indbringes for domstolene, og om hvordan sagerne ender. Det skal sikre et bedre vidensgrundlag og større ensartethed i praksis.

Et andet element i aftalen er en ændring af den nuværende ordning, hvor udlejere skal betale gebyr, når lejere får fuldt medhold i nævnet. Hvis domstolene senere når frem til et andet resultat, skal beløbet fremover tilbagebetales til udlejeren.

Derudover lægger partierne vægt på at styrke kompetenceudviklingen i nævnene, så både medarbejdere og medlemmer får bedre forudsætninger for at træffe korrekte afgørelser.

– Med denne aftale styrker vi huslejenævnets organisation for at sikre, at behandlingstiden bliver sat ned, og at nævnene har de kvalifikationer og den viden, der skal til for at træffe korrekte og hurtigere afgørelser, udtaler social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

Aftalen markerer ifølge Social- og Boligministeriet dermed et samlet politisk ønske om et mere effektivt og balanceret huslejenævn, der både kan styrke borgernes tillid og sikre hurtigere afklaring i konflikter om lejemål.

Tilmeld Nyhedsbrev