
Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten indgået en aftale, der skal gøre det lettere at opføre flere almene boliger i hele landet.
Aftalen hæver rammerne for, hvad det må koste at bygge, og styrker brugen af Fonden for blandede byer, så almene boligprojekter igen kan realiseres i områder med høje grund- og byggeomkostninger.
Målet er at sikre byer med plads til flere indkomstgrupper. Huslejen i nye almene boliger ligger typisk lavere end i private lejeboliger, og det gør det muligt for blandt andre sygeplejersker, politibetjente og andre lønmodtagere med almindelige indkomster at bo tæt på deres arbejde.
Ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) er betalbare boliger afgørende for både den sociale sammenhængskraft og demokratiet, fordi byerne ellers risikerer at blive forbeholdt de mest velstillede.
– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu hæver maksimumbeløbet og får pengene i Fonden for blandede byer ud at arbejde, udtaler Sophie Hæstorp Andersen.
– Vi sikrer med aftalen også særligt billige almene boliger til socialt udsatte, som ellers kan have svært ved at få fodfæste på boligmarkedet. Det her er et vigtigt skridt mod både mere blandede byer og et mere sammenhængende Danmark.
De seneste år er mange almene byggeprojekter blevet udskudt, især i de største byer, hvor stigende priser har gjort det svært at holde sig inden for de gældende rammer.
Med aftalen hæves maksimumbeløbet med samlet 3,9 procent i hele landet, og der indføres en særlig højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus, som giver mulighed for at hæve beløbet med op til 20 procent. Samtidig får kommunerne bedre redskaber til at håndtere lokale boligudfordringer, og midlerne i Fonden for blandede byer bringes mere aktivt i spil.
Aftalen skal også styrke indsatsen for socialt udsatte. Der afsættes midler til at sikre særligt billige almene boliger og til midlertidig huslejehjælp, så flere kan få fodfæste på boligmarkedet og undgå hjemløshed.
Samlet set forventes aftalen at understøtte opførelsen af 20.000 til 25.000 nye almene boliger over de næste ti år og at give midlertidigt lavere husleje i op mod 2.000 almene familieboliger.






















