AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aarhus er gennem de seneste ti år vokset med godt 43.000 indbyggere. Samtidig med befolkningstilvæksten ændrer byens handels- og indkøbsmønstre sig. Nye varer efterspørges nye varer, der handles online, og kulturoplevelser og gastronomiske oplevelser efterspørges i stigende grad.

Særligt i midtbyen i Aarhus er handelslivet under forandring, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Butikker lukker, nye koncepter og forretningstyper kommer til. Holdningerne til, hvad et godt by- og handelsliv indebærer er stærke og ikke altid i tråd med hinanden. Der mangler fælles viden og retning, skriver kommunen.

Kommunens borgmester Jacob Bundsgaard (S) har derfor taget initiativ til at invitere en lang række professionelle aktører fra midtbyens handelsliv til skabe en fælles vision for fremtidens handelsliv i Aarhus midtby. De repræsenterer erhvervslivet, detailhandlen, byudviklere, kulturliv, turisme og handlende og kommunen.

– Det er altid sundt med en god debat om, hvad vi hver især synes er bedst for Aarhus. Men hvor kan det bringe os hen, hvis vi målretter ambitionerne om en fælles retning og vision baseret på mere viden? Derfor har jeg ønsket at samle de mange, stærke kræfter, som alle ønsker det bedste for Aarhus’ by- og handelsliv om en fælles vision for fremtiden, udtaler borgmesteren.

– Selv om vi selvfølgelig også står med udfordringer, står vi et godt sted. Vi skal huske, at andre byer ser med misundelse på Aarhus’ udvikling, men vi skal fortsat være ambitiøse, og se på, hvordan vi får forløst Aarhus’ potentiale endnu bedre end i dag. Kun i fællesskab kan vi gøre Aarhus Midtby til et endnu bedre sted at leve, være og have sin forretning, siger Jacob Bundsgaard.

Borgmesterens initiativ kommer i kanten af den aftale om ny mobilitetsplan, som et flertal i byrådet indgik onsdag aften. Aftalen betyder markante investeringer i kollektiv trafik, nye initiativer for gående, cyklister og bilister, ændrede adgangs- og parkeringsforhold, flere træer og fredeliggørelse af områder, blandt andet i det centrale Aarhus.

– Aftalen om grøn mobilitet fastlægger en række konkrete initiativer og kan ikke stå alene. Med en fælles vision for by- og handelslivet kan vi få en dialog om, hvad der giver os alle sammen lyst til at være i byen, til at shoppe og handle, bruge byens tilbud, forretninger og kulturliv. Det gælder aarhusianerne selv, folk fra oplandet og besøgende udefra, siger Jacob Bundsgaard.

I alt er mere end 50 kerneinteressenter inviteret med i arbejdet, som blev indledt ved et kickoff-møde i denne uge.

– Jeg er meget glad for initiativet, som vi har efterspurgt. Vi ser et stort potentiale i at arbejde med en fælles vision og strategi for Aarhus Midtby, bylivet og byens detailhandel, som er under pres, udtaler direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har ønsket at bringe så meget viden til bordet som overhovedet muligt for at skabe det bedst mulige handels- og byliv i Aarhus Midtby, både nu og her og på sigt. Jeg noterer mig stor vilje til at deltage, også politisk, og jeg imødeser en både positiv og ambitiøs dialog, som forhåbentlig kan bringe os langt, til glæde for byens borgere og det samlede butiks- og erhvervsliv.

Det er forventningen, at den fælles vision kan fremlægges inden udgangen af 2024.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling