Ny asfalt på Husumvej skal mindske forurening og støj

Husumvej i København bliver første teststrækning i hovedstaden for en ny asfaltteknologi, der måske kan reducere partikelforurening og støj.

Københavns Kommune og Teknologisk Institut tester i disse dage en ny type asfalt på Husumvej, der er designet til at mindske både støj og partikelforurening fra vejtrafik.

Det oplyser Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Asfalten har en særlig overfladestruktur, som kan fastholde partikler fra dæk- og vejslid – en type forurening, der i dag udgør op mod 65 procent af den samlede partikelforurening fra trafikken i Danmark. Teknologisk Institut har udvalgt to typer mellem-åben asfalt med en god balance mellem slidstyrke og evnen til at binde partikler.

– Vi kan potentielt reducere denne forurening til luften markant. Asfalten er et kompromis mellem holdbarhed og partikeltilbageholdelse. Jo mere åben struktur – størrelse på hulrum i asfalten – har des bedre er den til at tilbageholde partikler og potentielt kan dette også mindske støjen, udtaler Maj Frederiksen, seniorprojektleder ved Teknologisk Institut.

– Men de åbne strukturer har ikke en optimal holdbarhed eller slidstyrke. Derfor har vi valgt to typer asfalt med mellemstørrelse hulrum, hvor der forventes en acceptabel holdbarhed og samtidig bedre tilbageholdelse af partikler end standardasfalten.

Teststrækningen på 1,5 kilometer er en del af forskningsprojektet CityFresh, hvor et netværk af sensorer skal måle effekten på både luftkvalitet og støj. Den nye asfalt er i forvejen blevet testet i laboratoriet, og resultaterne fra den virkelige vejstrækning ventes klar i slutningen af 2025.

Projektet gennemføres i samarbejde med Colas Danmark, DevLabs, FDM og støttes af Miljøministeriets udviklingsprogram.

Tilmeld Nyhedsbrev