Illustration af en Als-Fyn Forbindelse.
Illustration af en Als-Fyn Forbindelse.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Sund & Bælt og Vejdirektoratet har færdiggjort forundersøgelsen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Det skriver organisationen Als-Fyn Forbindelsen.

Der er undersøgt ni forskellige løsninger for en kyst-til-kyst-forbindelse i form af sænketunnel, boret tunnel og forskellige typer broer.

Forundersøgelsen viser, at en forbindelse er teknisk mulig at anlægge og peger på, at hvis man politisk vil gå videre med projektet, vil en broløsning mellem Fynshav på Als og den sydlige spids af Horneland på Fyn være mest relevant at undersøge nærmere.

Det samlede anlægsoverslag for en skråstagsbro i kombination med en bjælkebro samt opgradering af landanlæg er estimeret til 22,2 milliarder kroner. Heraf vil opkrævning af betaling fra brugerne af forbindelsen kunne finansiere cirka halvdelen, så forbindelsen vil kræve et tilskud på 11,4 milliarder kroner for at være økonomisk sammenhængende med en tilbagebetalingstid på 40 år.

For linjeføringer på land er der undersøgt for opgradering af eksisterende strækninger til 2+1 vej med omfartsveje og udretning af kurver. Der er gennemført vurderinger af linjeføringernes nærmere udbygning og placering under hensyntagen til lokale landskabsforhold, naturområder, Natura 2000-områder, bebyggelser og kulturarv.

Fakta

Der er undersøgt ni forskellige løsninger for en kyst-til-kyst-forbindelse mellem Als og Fyn i form af sænketunnel, boret tunnel og forskellige typer broer.

En skråstagsbro i kombination med en bjælkebro mellem Fynshav og Horneland er vurderet til samlet set at være den løsning, det vil være mest relevant at undersøge nærmere, hvis man politisk beslutter at gå videre med projektet. 

De største anlægstekniske udfordringer for en bro vil være geotekniske forhold, undervandsstøj samt hensynet til skibstrafikken i området.

For landanlæggene har der været særlig fokus på minimering af miljøgener ved opgraderinger. 

Der er udført trafikberegninger og på baggrund heraf undersøgt flere forskellige muligheder for opgradering af bestående vejstrækninger på Als og Fyn.

Med en takst på 102 kroner for personbiler og 269 kroner for lastbiler forventes cirka 8.200 køretøjer i døgnet at benytte forbindelsen.

Der er også udført en alternativ beregning, hvor taksten for lastbiler er justeret til 1.009 kroner for at sikre, at lastbilerne holdes på det overordnede motorvejsnet frem for at benytte landevejene på Fyn. I dette scenarie forventes cirka 4.400 køretøjer i døgnet at benytte forbindelsen.

En fast forbindelse mellem Als og Fyn forventes at aflaste trafikken på Lillebæltsbroen med cirka 2-4 procent, svarende til cirka 3.000-4.500 køretøjer i døgnet.

Samlet set vurderes en fast forbindelse mellem Als og Fyn inklusive landanlæg at kunne stå færdig cirka 15 år efter eventuel politisk beslutning om at igangsætte en miljøkonsekvensvurdering og projektering. 

For udbygning af landanlæg er følgende forslag undersøgt ligeværdigt på forundersøgelsesniveau: 

  • Opgradering af Rute 8 og Rute 43 med omfartsveje og udretninger (hovedforslag)
  • Mulige tilvalg (på delstrækninger i hovedforslaget)
  • Opgradering af Rute 8 og Rute 43 (alternativ)
  • Rute 405 på Als (opgradering med omfartsveje og udretninger)

Der er taget særligt hensyn til naturområdet Svanninge Bakker, hvor vejens tværsnit ikke udbygges i forundersøgelsesprojektet.

Der er desuden gennemført en screening for Rute 8 på Fyn, som alternativ linjeføring til Rute 43 på Fyn. 

Sund & Bælt og Vejdirektoratet afholdt i 2023 borgermøder i Faaborg og Sønderborg om forundersøgelsen af en fast forbindelse. Parterne planlægger at invitere til borgermøder om forundersøgelsens resultater i begyndelsen af 2025. Nærmere information følger.  

I forbindelse med aftale om Finanslov for 2025 er det blevet besluttet, at Vejdirektoratet skal foretage en yderligere undersøgelse af Rute 8 mellem Faaborg-Kværndrup på Fyn. Undersøgelsen forventes færdiggjort i første halvår af 2026.

Kilde: Als-Fyn Forbindelsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling