
I Solrød Kommune har Kultur- og Naturudvalget netop besluttet at sende et lokalplanforslag for et 17 hektar stort areal øst for Ørnesædevej i otte ugers offentlig høring.
Her skal et nyt boligområde med navnet Havdrup Skovby udvikles. Bag projektet står Gefion Group.
Lokaplanforslaget åbner for nybyggeri af 150 boliger, et plejehjem og fællesfaciliteter i den eksisterende gård. Boligerne skal opføres som både parcel- og rækkehuse, og størstedelen bliver i én etage for at bevare områdets landsbypræg.
En stor del af bebyggelsen skal indrettes som senioregnede boliger, og to byggefelter udlægges til seniorbofællesskaber.
Lokalplanen lægger vægt på at trække naturen ind mellem husene. En grøn kile skal forbinde bebyggelsen med et nyt skovområde øst for byen, som bliver en del af det større Solrød Bæk-projekt.
“Boligbebyggelsen organiseres i klynger med skiftevis åbne og afgrænsede strukturer, der skaber variation og indbyder til fællesskab. Hver klynge er forbundet til fælles grønne arealer og har lange kig mod landskabet, herunder de grønne kiler med eng og frugtlunde og skoven mod øst”, lyder det i lokalplanforslaget.
I den sydlige del af området bliver der mulighed for at opføre offentlige institutioner som en dag- eller døgninstitution.
“Bebyggelsen består primært af boliger i forskellige typologier, suppleret af en døgn- eller daginstitution i syd og den eksisterende gård, som omdannes til fællesskabende funktioner”, lyder det i lokalplanforslaget.
Trafikadgangen sker fra Ørnesædevej, og der planlægges både stier og terrænparkering. For at beskytte mod vejstøj stiller planen krav om støjafskærmning langs Tykmosevej.
Planen er første etape af en større udvikling. Den anden etape vil kræve en ny lokalplan, men allerede nu fastlægges de overordnede principper for, hvordan området kan udvides.
Lokalplanforslaget er i høring til og med den 9. oktober 2025. Der afholdes borgermøde om udviklingsprojektet den 28. august 2025.





















