Det er nu godt fire måneder siden, at Thomas Jacobsen tiltrådte som kædechef for Estate.
Nu har han udstukket kursen for de kommende år, oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
– Vi skal sørge for konstant at udvikle os. Og vi skal vokse og høste markedsandele. Det er vores erklærede mål. Samtidig skal vi sørge for, at vores mæglere har så gode betingelser som muligt at drive forretning under – og udnytte samspillet med Nykredit Mægler og Nykredit. Hvad enten det for eksempel gælder adgang til stærke digitale værktøjer eller markedsføring, udtaler Thomas Jacobsen.
Aktuelt har Estate 73 forretninger rundt omkring i landet, men flere kan være på vej for at dække områder, hvor kæden ikke er til stede.
Læs også: Landsdækkende ejendomsmæglerkæde styrker sin position
– Over en relativt kort årrække vil vi gerne have mellem otte og ti nye forretninger og der er allerede dialoger i gang. For eksempel er der en række større byer på Sjælland, hvor vi ikke er til stede i dag, og hvor vi ser et potentiale. Samtidig har vi gode muligheder for vækst i København og Nordsjælland ligesom vi naturligvis også har kig på en række byer i det jyske, udtaler Thomas Jacobsen.
For Thomas Jacobsen er det vigtigt, at kædens markedsposition bliver udbygget. Men det skal ske med kompetente folk – og gå ordentligt til.
– Vi skal vokse, men det skal også være en sund og bæredygtig vækst. Vi skal tiltrække de rigtige profiler, som både har kompetencerne og lysten til at skabe noget. Hvis de rigtige profiler sidder derude og har lyst til at præge udviklingen i Estate, så ringer de bare, siger Thomas Jacobsen med et stort smil.
Estate-forretningerne bliver drevet af selvstændige indehavere. De fleste bor for i de områder, hvor deres forretninger ligger, og den lokale forankring er i det hele taget central for kæden.
Læs også: Mægler: 2025 bliver endnu et godt år på boligmarkedet
– Vi arbejder hele tiden med at forankre os lokalt. Det handler om, at mæglerne har mulighed for at engagere sig, der hvor det giver mening i deres lokalområde, udtaler Thomas Jacobsen.
Hans karriere startede tilbage i 1998 som salgstrainee. Som nystartet mæglerelev solgte han ejendomme i Hedehusene. Senere blev han daglig leder med ansvar for flere mæglerforretninger både i Storkøbenhavn og på Midtsjælland.
Og efter en årrække som indehaver blev han en del af ledelsen i RealMæglerne, hvorefter turen videre til Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Estate.
I en længere årrække var den 48-årige kædechef desuden en fast del af hold øst i boligprogrammet Hammerslag på DR1.