
Propstep vil skrue op for satsningen på boligudlejning. Derfor har selskabet ansat Luisa Rosenberg som ny udlejningschef for Propstep Udlejningsmægler, oplyses det i en pressemeddelelse.
Luisa Rosenberg får ansvaret for den daglige drift og kunderelationerne i Danmark og skal sammen med medstifter Rasmus Brohl og resten af holdet udbygge forretningen.
Luisa Rosenberg kommer senest fra en stilling som projekt- og driftskoordinator hos CEJ Ejendomsadministration. Før det arbejdede hun hos Balder, hvor hun stod for projektudlejning af 20 ejendomme i Storkøbenhavn, København og Nordsjælland.
– Jeg har tidligere siddet på den anden side af bordet og arbejdet tæt sammen med mæglere, og jeg har ofte tænkt, at vi kunne have truffet bedre beslutninger, hvis vi havde vidst mere om, hvad der faktisk skete i projektet undervejs. Nu kan jeg levere den indsigt til kunderne i stedet for at efterlyse den, udtaler Luisa Rosenberg.
Propstep arbejder allerede med udlejning af en række boligprojekter og genudlejningsporteføljer for blandt andre Thylander, AG Gruppen, AP Pension og AkademikerPension.
Ifølge Propstep er problemet på boligmarkedet ofte, at udlejning, administration og ejendommenes asset management arbejder ud fra forskellige data og informationer. Det kan blandt andet påvirke beslutninger om husleje, indflytning, markedsføring og sammensætningen af lejere.
Selskabet vil derfor bruge dataindsigter og en tættere integration med ejendomsadministrationen til at give kunderne et mere samlet billede af udlejningen. Målet er blandt andet at opdage tomgang tidligere, så dyre perioder uden lejere kan begrænses.
– Man kan ikke optimere afkastet på en ejendom, hvis de tre mennesker, der rent faktisk styrer den, mægleren, administratoren og asset manageren, sidder med hver deres version af sandheden, udtaler Rasmus Brohl.
– Synkronisering er i min optik ikke et “nice-to-have”, men hele forudsætningen for, at man overhovedet kan tage de rigtige beslutninger, hvad end det er lejeniveauer, udlejningstakt eller typer af lejere.
Propstep blev stiftet af Rasmus Brohl og Troels Bødker Feodor Nielsen. Selskabet har 22 medarbejdere og hovedkontor i København. Ud over udlejningsmæglerforretningen driver Propstep også Rotation, et kunde- og administrationssystem målrettet professionelle udlejningsteams.






















