Ejendomsmægler og partner Rasmus Fredsted Bent, EDC Poul Erik Bech Kolding. Foto: PR.
Ejendomsmægler og partner Rasmus Fredsted Bent, EDC Poul Erik Bech Kolding. Foto: PR.

EDC Poul Erik Bech har fået en ny partner og leder af boligbutikken i Kolding.

Den 36-årige Rasmus Fredsted Bent er tiltrådt efter næsten seks år hos en konkurrerende ejendomsmægler, hvor han har solgt boliger i Trekantområdet.

Det oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Den nye partner har tidligere arbejdet som både byggerådgiver hos Menzen & Kristensen, boligrådgiver hos Hansen Huse, og han kommer senest fra en stilling som partner og ejendomsmægler hos Brikk Ejendomsmægleren.

Tidligere har han desuden tidligere været ansat i EDC Poul Erik Bechs erhvervsafdeling i Trekantområdet mellem 2018-2019. Nu vender han tilbage til virksomheden med ansvar for boligforretningen i Kolding.

– Nu retter jeg mit fulde fokus mod Kolding og de omkringliggende byer. Kolding har en god størrelse, som tiltrækker mange forskellige boligsøgende. Her får du både byliv, samtidig med at du kan slå dig ned i rolige villakvarterer med gode skoler og daginstitutioner tæt på, udtaler Rasmus Fredsted Bent.

– Samtidig har området en attraktiv placering ved fjorden og gode forbindelser til arbejdspladser i de større byer i Trekantområdet. I øjeblikket oplever vi også rigtig høj aktivitet på det lokale boligmarked. Siden 2022 er antallet af bolighandler i Kolding Kommune steget jævnt, og i 2025 nåede vi op på 1.735 handler, hvilket er en stigning på knap 15 procent i perioden.

Den nye partner har allerede haft en travl start med de første boligsager og vil nu arbejde på at udbygge EDC Poul Erik Bechs position på boligmarkedet i Kolding.

Han fremhæver, at hans lokalkendskab og mange års erfaring skal være med til at tiltrække flere boligkøbere og sælgere til forretningen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev