Ny direktør for Konstruktørforeningen med stor erfaring fra fagbevægelsen

Christian Strøm tiltræder den 1. september 2023 som ny direktør for Konstruktørforeningen. Han har mange års erfaring fra organisationsverdenen.

Godt 17 års erfaring fra fagbevægelsen og over 25 års erfaring med ledelse af organisationer er noget af det, Christian Strøm kan byde ind med, når han tiltræder som administrerende direktør for Konstruktørforeningen (KF) den 1. september 2023.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Christian Strøm kommer fra en stilling som sekretariatsleder i Radiograf Rådet, men har tidligere også haft stillinger som administrerende direktør i Finansforbundet og DM. Oprindelig er han uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet.

– Det er en erfaren herre, vi får ombord i foreningen. Christian Strøm har alle de kvaliteter, vi søgte efter i en ny direktør, hvilket især var erfaring med ledelse af organisationer, det strategiske/politiske arbejde og det administrative. Så det er med stor fornøjelse, vi byder Christian velkommen om bord i foreningen, siger KF-formand Kirsten Nielsen.

Christian Strøm bor i Roskilde, er gift og har to børn. Ud over at interessere sig bredt for kultur, god mad og rejser er han også en trofast fan af både Lyngby BK og Everton FC, oplyser Konstruktørforeningen.

LÆS OGSÅ: DISSE DANSKE BYER VOKSER MEST

– Jeg glæder mig til at møde alle foreningens politikere, medarbejdere, samarbejdspartnere og ikke mindst medlemmerne. For ud over at jeg er ansat af medlemmerne til at hjælpe med løsninger, sager og foretage økonomiske dispositioner på deres vegne, synes jeg også, at det er en ret sej medlemsgruppe. Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke: “Hvor var dansk byggeri uden bygningskonstruktørerne?” For de har jo kendskab til alle faser inden for byggeri – fra projektering, planlægning, udførelse og drift til materialevalg, byggeteknik og bæredygtighed, udtaler han.

Et goddag og et farvel til lederen af KF’s sekretariat

Christian Strøms tiltræden betyder samtidig et farvel til Kim Benzon Knudsen, som har været foreningens sekretariatsleder siden 2011. Af helbredsmæssige årsager træder han af efter eget ønske senest den 1. oktober 2023, når han har overdraget foreningen til den nye direktør.

LÆS OGSÅ: SÅ MEGET VOKSEDE DE DANSKE KOMMUNER I 2022

– Det er ingen hemmelighed, at Kim de senere år, har været ret syg og derfor ikke helt har de samme kræfter længere. Det har ført til, at Kim selv har valgt at trække sig. Det kan han gøre med stolthed over de flotte resultater, han har leveret, som blandt andet byder på en fordobling af medlemstallet og en langt større politisk indflydelse for foreningen, siger Kirsten Nielsen.

Der vil blive holdt en fælles reception for Christian Strøm og Kim Benzon Knudsen den 12. september 2023 klokken 14-17 i Ny Kongensgade 15.

Blå Bog for Christian Strøm

2021-2023: Sekretariatsleder i Radiograf Rådet

2016-2021: Administrerende direktør i Finansforbundet

2007-2016: Administrerende direktør i DM (Dansk Magisterforening)

2006-2007: Forhandlingschef i DM (Dansk Magisterforening)

2000-2006: HR-chef på Roskilde Universitet

1998-2000: Vice-HR-chef i Roskilde Amt (Centralforvaltningen)

1997-1998: HR-konsulent i Roskilde Amt (Centralforvaltningen)

1995-1997: Leder af forskeruddannelseskontoret på Farmaceutisk Højskole (nu Københavns Universitet)

1994-1995: Koordinator i Roskilde Kommune (Socialforvaltningen)

1987- 1993: Uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet.

Kilde: Konstruktørforeningen.