Administrerende direktør Thomas Juul Jensen, Eienerberger Scandinavia. Foto: PR.
Administrerende direktør Thomas Juul Jensen, Eienerberger Scandinavia. Foto: PR.

Byggeriet er præget af lavere aktivitet og stor usikkerhed, men den nye direktør for Wienerberger Scandinavia, Thomas Juul Jensen, ser stadig betydelige muligheder for vækst i Norden.

Det skriver teglproducenten i en pressemeddelelse.

Ifølge den nye direktør skal renovering spille en central rolle i virksomhedens fremtidige vækst. Hvor nybyggeriet er følsomt over for konjunkturerne, er renoveringsmarkedet mere stabilt, og samtidig er der et stort behov for at opdatere den eksisterende bygningsmasse.

Grøn innovation er et andet vigtigt fokusområde. Egernsund Wienerberger har blandt andet arbejdet med at reducere materialeforbruget, øge den cirkulære anvendelse af ressourcer og omlægge energiforsyningen fra naturgas til fuldt certificeret biogas.

Thomas Juul Jensen understreger samtidig, at virksomheden ikke kan hvile på sin position som markedsleder. De stigende klimakrav til byggeriet og den voksende konkurrence betyder ifølge ham, at der hele tiden skal udvikles nye løsninger.

– Wienerberger er verdens største teglproducent og arbejder med et produkt, der har flere tusinde års historie bag sig, udtaler Thomas Juul Jensen.

– Det kunne få nogle aktører til at blive en anelse konservative og passive, men hos Wienerberger er det modsatte tilfældet. Vi søger hele tiden nye vækstområder og arbejder som markedsleder målrettet med at udvikle hele industrien og forbedre en i forvejen velafprøvet opskrift.

Ifølge Thomas Juul Jensen skal virksomheden have fokus på områder, hvor tegl fortsat har en åbenlys berettigelse.

– Det vil helt naturligt være inden for renovering, som i modsætning til nybyggeriet er mindre konjunkturfølsomt. Vi har en stor bygningsmasse, der på flere områder har brug for at blive opdateret, og vi skal være bygherrers, arkitekters og entreprenørers førstevalg, udtaler han.

Den nye direktør vil også ændre på måden, medarbejderne samarbejder på. Han ønsker en kultur med direkte dialog, korte beslutningsveje og plads til at udfordre ledelsen.

Thomas Juul Jensen tiltrådte den 1. april 2026 som administrerende direktør for Wienerberger Scandinavia og blev samtidig direktør for Egernsund Wienerberger og overordnet ansvarlig for Komproment i Danmark. Han har tidligere haft ledende stillinger i blandt andre Velux og Rockwool.

Thomas Juul Jensen har nu det øverste ansvar for Wienerbergers aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige. Han er desuden formand for Danske Tegl.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev