Genbrugssten har ansat Lars Krabbe som ny administrerende direktør.
Det oplyser virksomheden med base i Brønderslev i en pressemeddelelse.
– Byggebranchen står over for et nødvendigt skifte til markant mere grøn tankegang og bæredygtighed, og Genbrugssten ApS har de helt rigtige løsninger til at levere både bæredygtighed og kvalitet sammen med den nødvendige rådgivning, udtaler Lars Krabbe.
Lars Krabbe bringer ifølge Genbrugssten solid erfaring inden for forretningsudvikling, strategi og ledelse. Han har blandt andet en fortid som administrerende direktør hos Cargo Service, som selvstændig konsulent og som næstformand i bestyrelsen i Dansk Industri.
Hos Genbrugssten skal han stå i spidsen for virksomhedens næste vækstfase. Målet er at blive markedsleder inden for bæredygtige byggematerialer.
– Vi ser frem til at styrke vores position yderligere og bidrage endnu mere til den grønne omstilling i byggebranchen, udtaler bestyrelsesformand Thorkil Neergaard.
Genbrugssten vil fremover fokusere på at udvide kapaciteten, investere i ny teknologi til rensning og kvalitetssikring af mursten samt styrke samarbejdet med kunder og partnere.
Lars Krabbe overtager posten fra Steen Madsen, der har været en af hovedkræfterne bag etableringen af virksomheden. Han går nu på pension, men fortsætter sit engagement som medlem af bestyrelsen i Cirkulær Nord Fonden, som ejer Genbrugssten.
Efter en årrække med røde tal på bundlinjen kom Genbrugssten ud af 2024 med et beskedent overskud på knap 50.000 kroner.























