Efter 27 år hos Danfoss har tidligere Senior Vice President i Danfoss, Thomas Linneberg, valgt at skifte spor og sætter sig snart i direktørstolen hos udviklings-og byggekoncernen Jensen & Nielsen Gruppen. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Byggevirksomheden, der også har en afdeling øst for Storebælt, vil løfte koncernen til et nyt niveau med hovedfokus på bæredygtig udvikling. Det skal implementeres i hele virksomheden samt alle byggeprojekter, fremgår det af meddelelsen.
– Hvis vi for alvor skal flytte os, skal vi turde søge uden for de kendte og lidt snævre rammer i den konservative byggebranche. Vi er i al beskedenhed meget dygtige til at finde byggegrunde, investorer og øvrige samarbejdspartnere, men for at løfte os til Jensen & Nielsen Gruppen 2.0, har vi brug for at bringe flere kompetencer i spil. Og her er Thomas Linneberg et fuldkommen perfekt match, siger stifter og medejer Henrik Nielsen i meddelelsen.
Ifølge Thomas Linneberg er det næppe en reel mulighed at bygge fuldkommen CO2-neutralt i større skala, som verden aktuelt ser ud.
– Det handler om, at vi skal så langt som overhovedet muligt med den grønne omstilling og skubbe grænserne for bæredygtighed i byggeriet. Vi har en seriøs ambition om altid at nå væsentlig længere end de til enhver tid gældende krav – og det samtidig med, at vi leverer gode business-cases for vores investorer. Bæredygtigheden gælder ikke kun opførelsen men også den fremadrettede drift af bygningerne, udtaler Thomas Linneberg.
Han mener dog, at der fortsat er et stort potentiale i at videreudvikle virksomheden.
– Det tiltrækker mig at blive en del af den rejse og bruge min baggrund og ledelsesmæssige kompetencer i en anden industri og type virksomhed til at udnytte dette kæmpe potentiale. Samtidig passer værdigrundlaget med pålidelighed, ordentlighed, høj kvalitet og en professionel tilgang til kunder og investorer rigtig godt med min vision for at drive virksomhed, udtaler han.
Hverken den nye direktør eller Henrik Nielsen er i tvivl om, at kravene fra fremtidens ejendomsinvestorer vil vokse betydeligt indenfor ansvarlighed og bæredygtige løsninger.
– Som professionel udvikler og totalentreprenør skal vi have udviklet vores ESG strategi og have fuldstændig styr over de bagvedliggende processer, ellers vil vi på den lange bane blive fravalgt. Derfor skal Jensen & Nielsen 2.0 ikke blot være fine ord i en luftig strategi på papiret. Den skal implementeres 100 procent i hele virksomheden. Ansvarlighed og klimaløsninger er en bunden opgave for hele verden og her vil vi gå forrest, siger Thomas Linneberg.
Deler samme vision
Virksomhedens øvrige direktion og bestyrelse ser frem til samarbejdet med den nye administrerende direktør.
– Jeg er både ydmyg og stolt over, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som Thomas, der i de fleste tilfælde ville have sin daglige gang i selskaber af en helt anden kaliber. Men kemien er der, og vi har fælles vision og passion for Jensen & Nielsen Gruppen, fastslår Henrik Nielsen.
I forbindelse med Thomas Linnebergs tiltrædelse vil den hidtidige direktør og medstifter Jan Jensen træde ind som bestyrelsesformand for Jensen & Nielsen Gruppen.
Jensen & Nielsen Gruppen havde i 2020/21 en bruttofortjeneste på 29,2 millioner kroner mod 49,3 millioner kroner året før. Resultatet landede i 2020/21 på 30,6 millioner kroner mod 32,1 millioner kroner året før. Virksomheden havde i det seneste regnskab en egenkapital på godt 72 millioner kroner, mens balancesummen var på knap 158 millioner kroner.