Ny fond skal stå for byggeri og drift af kyst- og lystfiskercenter

En nyoprettet fond skal stå for udvikling, opførelse og drift af det nationale kyst- og lystfiskercenter, der tegnes af arkitekter fra 3XN.

Byggeriet af et nyt kyst- og lystfiskercenter på Assens havn sættes efter planen i gang i 2026, og en ny oprettet fond bliver tovholder på både udvikling, byggeri og efterfølgende drift af centret.

Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

I juni 2024 blev arkitektfirmaet 3XN udpeget til at sætte stregerne til det nye center, der give gæster indblik i Danmarks vandnatur.

Fondens første bestyrelse består af Peter Lützen, ejer af Løgismosestrand Camping, Finn G. Johansen, kommunaldirektør i Assens Kommune, og Pernille Illum, fondsrådgiver i A.P. Møller Fonden.

I første omgang skal bestyrelsen fokusere på at få bygningen opført og skabe en stærk gæsteoplevelse. Senere vil bestyrelsen blive udvidet med repræsentanter, der skal drive og udvikle centeret efter åbningen.

Ifølge Arne Kvist Rønnest, tovholder på den nationale Strategi for Lystfiskeri og projektchef for centeret, bliver stedet både en attraktion og et fagligt samlingspunkt.

– Centeret bliver dels en attraktion, hvor gæsterne får indblik i, hvordan Danmark så ud, hvis vi tømte det for vand, hvor de kan sanse Danmarks vandnatur og opleve landskaberne under havoverfladen. Centeret bliver desuden samlingspunkt og formidler af faglighed og forskning, der har med vandnatur og vandpleje at gøre, siger han.

Projektet har allerede sikret betydelig finansiering. A.P. Møller Fonden støtter med 25 millioner kroner, Nordea-fonden med 19 millioner, mens staten og Assens Kommune bidrager med henholdsvis 22 og 15 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev