En ny fugtvejledning skal hjælpe byggebranchen med at sikre holdbare og klimavenlige træbyggerier.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teknologisk Institut, som står bag vejledningen.
– Storskala træbyggerier er på vej frem i Danmark, og det giver rigtig god mening, da brug af træ kan medvirke til at reducere byggeriets klimaaftryk og at leve op til de nye, skærpede klimakrav i bygningsreglementet. Men som rådgivere ser vi også træbyggerier, hvor fugt ikke får tilstrækkelig opmærksomhed, siger centerchef Niels Morsing fra Teknologisk Institut.
Vejledningen bygger på praktiske erfaringer fra blandt andet instituttets demonstrationsbygning for træ i Taastrup samt deres arbejde som fugtrådgiver i andre projekter.
Guiden giver konkrete værktøjer til at planlægge en fugtstrategi, organisere arbejdet og udføre systematisk kontrol både under byggeriet og i driften. Den indeholder baggrundsviden, eksempler og tjeklister, som skal gøre det lettere at forebygge problemer som skimmel, svamp og konstruktive skader.
Niels Morsing understreger, at fugthåndtering først og fremmest handler om forebyggelse.
– Når træ udsættes for ukontrolleret fugt, kan det føre til både konstruktive og æstetiske problemer – fra misfarvning og dimensionsændringer til skimmel og svamp. Det er et problem, vi er nødt til at tage meget seriøst, udtaler han.
Vejledningen er udarbejdet af Teknologisk Institut med støtte fra Built By Nature, der er en international non-profit organisation, der arbejder for at fremme brugen af bæredygtigt træ og andre biobaserede materialer i byggeriet.
I første omgang er vejledningen udkommet på engelsk, og senere vil en dansk udgave følge.























