Ny grøn park vokser frem midt i Esbjerg

Esbjerg Kommunes store byomdannelsesprojekt i Bymidte Vest bevæger sig nu ind i næste fase. Parkeringsplads omdannes til grønt åndehul.

Midt i Esbjerg er en ny grøn oase ved at tage form, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Kleveparken bliver en central del af byomdannelsen i Bymidte Vest og forvandler snart en stor asfalteret parkeringsplads på Havnegade til en levende bypark med stier, grønne landskaber og hyggelige opholdssteder.

Forarbejdet er allerede i gang. Din Forsyning arbejder netop nu med kloakseparering, og når det er afsluttet, overtager entreprenøren, som skal klargøre området til anlæggelsen af parken. Kleveparken forventes at blive sendt i udbud i september.

Henning Ravn (V), formand for Plan- og Byudviklingsudvalget, glæder sig til, at parken bliver en realitet. Han ser Kleveparken som et grønt åndehul, der både gavner lokale beboere og styrker forbindelsen mellem byen og havnen.

Mens parkeringspladsen på Havnegade forsvinder, forsvinder parkeringsmulighederne ikke. I stedet flyttes pladserne til Adgangsvejen 1A – lige ved foden af stien op til Stormgade. Der vil i overgangsperioden blive sat skilte op, så man nemt kan finde den nye placering. Ladepladserne i området bliver bevaret.

– Det er vigtigt for Plan- & Byudviklingsudvalget, at man stadig kan parkere centralt, samtidig med at vi giver plads til mere bynatur, understreger Henning Ravn.

Kleveparken bliver samtidig forbundet med den eksisterende Klevesti, som løber mellem Bomholts Plads og Vesterhavsgade.

Det nye parklandskab får bløde bakker og små grønne rum, som breder sig ud langs en forlænget havnepromenade. Havnepromenaden skal nemlig strække sig hele vejen fra Hulvejen til Stormgade og gøre området mere tilgængeligt og indbydende for fodgængere.

Projektet er en vigtig del af fornyelsen af Bymidte Vest, som også omfatter dele af Stormgade og Kongensgade. Byggeskilte med information om planerne bliver sat op i uge 27.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling