Indkøbsdirektør Casper Fabricius, Bygma Gruppen. Foto: PR.
Indkøbsdirektør Casper Fabricius, Bygma Gruppen. Foto: PR.

Bygma har ansat Casper Fabricius som ny indkøbsdirektør. Han tiltrådte den 1. maj 2026, skriver byggevarekoncernen i en pressemeddelelse.

Han får ansvaret for den danske indkøbsfunktion og skal bidrage til at styrke både indkøb, leverandørrelationer og gennemførelsen af virksomhedens strategi.

Casper Fabricius kommer fra en stilling som indkøbsdirektør i NCC Building Nordics, hvor han siden 2014 har haft flere ledende roller inden for indkøb og drift. Tidligere har han også arbejdet i detailhandlen hos Coop.

I sin nye rolle skal han videreudvikle indkøbsfunktionen i tæt samarbejde med resten af organisationen. Opgaven bliver blandt andet at styrke samarbejdet med leverandører, sikre et skarpt kommercielt fokus og understøtte forretningen på tværs af kæden. Samtidig får han en central rolle i implementeringen af Bygmas nye strategi.

Annonce

– Han kommer med en stærk kombination af erfaring fra byggebranchen samt dokumenterede resultater med at udvikle indkøbsfunktioner. Med Casper får vi en indkøbsdirektør, der kan være med til at styrke vores forretning og understøtte vores strategiske ambitioner, udtaler administrerende direktør Michael Madsen fra Bygma.

Casper Fabricius ser selv stillingen som et godt match mellem hans erfaring og virksomhedens værdier. Han fremhæver samtidig, at indkøb spiller en stadig vigtigere rolle i byggebranchen, blandt andet som følge af øgede krav til bæredygtighed, dokumentation og digitalisering.

– Det er vigtigt for mig at komme ud i forretningerne, forstå behovene og lære organisationen at kende – både i front og back-office. Det er der, vi finder de rigtige muligheder for at udvikle forretningen, siger han.

Bygma beskæftiger omkring 3.000 medarbejdere fordelt på mere end 125 enheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet og har en årlig omsætning på cirka 11,6 milliarder kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev