Byggeri i København. Foto: © Dansk Byudvikling.
Byggeri i København. Foto: Dansk Byudvikling.

Mange byggematerialer ender i dag som affald, selv om de fortsat kan bruges i nye produkter. Det skal en ny indsats fra Realdania nu forsøge at ændre på.

Det oplyser den filantropiske forening i en pressemeddelelse.

Med initiativet Cirkulært Byggeri 2.0 vil Realdania over de kommende år investere 30 millioner kroner i at fremme genanvendelse af byggematerialer gennem ny viden, dokumentation og samarbejde på tværs af branchen.

Målet er at gøre det lettere at omdanne materialer fra byggeaffald til nye byggematerialer, som kan bruges i stor skala. Indsatsen skal samtidig hjælpe branchen med at vurdere, hvor genbrug og genanvendelse giver størst klima- og ressourcegevinst.

– En stor del af byggematerialerne ender i dag som affald selvom de rummer værdi, der kunne bringes i spil på nye måder og i ny produktion, udtaler Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.

Omkring 36 procent af byggematerialerne i dag bliver genanvendt, mens en stor del ellers bruges som fyldmateriale i eksempelvis veje.

Som en del af indsatsen er der sat en analyse i gang, som skal kortlægge, hvordan materialer bevæger sig gennem byggeriet, og hvor potentialet for genbrug og genanvendelse er størst. Resultaterne ventes offentliggjort i efteråret 2026.

– Øget genanvendelse af materialer kræver for eksempel etablering af returordninger, der fungerer for alle parter, men også udvikling og test af nye produkter, siger Stine Lea Jacobi.

Senere i 2026 lancerer Realdania også to støttepuljer. Den ene skal støtte virksomheder og iværksættere, der udvikler nye løsninger til genanvendelse af byggematerialer. Den anden skal hjælpe bygherrer med at afprøve recirkulerede materialer i konkrete byggeprojekter. Erfaringer og data fra projekterne skal efterfølgende deles med hele branchen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev