Boligkontoret Danmark har ansat advokat David Østervig som ny juridisk chef.
Med sig bringer han mere end 17 års erfaring, senest 12 år fra 3F, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Den almene boligsektor udfylder en afgørende opgave i vores samfund i forhold til at sikre betalelige og gode boliger, udtaler David Østervig.
– Jeg er glad for at kunne fortsætte mit virke som advokat for en vigtig sag.
Den juridiske afdeling i Boligkontoret Danmark yder specialiseret rådgivning til de mere end 60 almene boligselskaber, som organisationen administrerer.
– Jeg kommer til en afdeling med dygtige og engagerede medarbejdere, som har ry for at levere høj kvalitet og service. Det tiltaler mig, at Boligkontoret Danmark som nonprofit organisation arbejder ud fra værdier som nærvær, fællesskab og ordentlighed, udtaler David Østervig.
Hos Boligkontoret Danmark er der stor tilfredshed med ansættelsen.
– Vi er utrolig glade for at kunne byde David velkommen i Boligkontoret Danmark. Hans lange erfaring som advokat – senest i en organisation, der er struktureret omkring medlemmer ligesom i vores eget foreningsfællesskab, kombineret med hans stærke faglige profil betyder, at han bringer en solid juridisk ballast ind i organisationen, udtaler Karina Lauridsen, direktør for kunde- og foreningsudvikling.
Om David Østervig
- David Østervig har advokatbestalling fra 2009 og møderet for Højesteret. Han har været advokat i fagforbundet 3F siden 2012 og har tidligere arbejdet hos advokatfirmaet Bjørst.
- Han tiltrådte stillingen som juridisk chef i Boligkontoret Danmark den 1. maj 2025.
- David Østervig bor på Nørrebro i København med sin samlever Sofie og deres fem børn tilsammen.
- David Østervig er frivillig i Børnehjælpsdagen.
Kilde: Boligkontoret Danmark.