Kommuneplan 24 sætter retningen for Københavns udvikling de næste 12 år. Foto: Mellanie Gandø, Copenhagen Media Center.
Kommuneplan 24 sætter retningen for Københavns udvikling de næste 12 år. Foto: Mellanie Gandø, Copenhagen Media Center.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I de kommende år vil flere byudviklingsområder vokse frem i København. Det fremgår af Kommuneplan 2024 ”Fremtidens klimavenlige hovedstad”, der nu sendes i otte ugers offentlig høring.

Kommuneplanen skal retningen for udviklingen i København frem til 2036. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kommuneplanen lægger overordnet set også op til 40.000 nye boliger i København, at der kan bygges 10.000 almene boliger og 6.000 nye ungdomsboliger. Og titlen på kommunenplanen mere end antyder et stort fokus på klima og miljø.

– Byen skal indrettes sundt, så det er nemt at komme rundt og med mere ren luft. Det klimavenlige liv er i den tætte storby, hvor vi deles om pladsen og vigtig infrastruktur, udtaler overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Læs også: Pensionskasse involveret i omdannelse af gamle industriejendomme ved Kløvermarken

– Derfor har vi behov for boliger i alle størrelser til både singler og børnefamilier, grønne områder og mere metro for, at man kan bo i byen hele livet. Samtidig skal Københavns sjæl bevares, så Københavns historie gives videre til næste generation.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) håber, at der kan blive bygget flere ejerboliger i hovedstaden.

– Vi vil gerne arbejde for flere boliger til de kommende generationer. På sigt skal flere københavnere have mulighed for at eje deres egen bolig. Det skal Christiansborg hjælpe med at realisere. Når vi udvikler nye boligområder, skal vi fra start tænke byrum ind, og så skal vi sørge for at binde byen sammen med mere metro, siger Mia Nyegaard.

Læs også: Forgæves forsøg på at fjerne omstridt 95 kvadratmeter-regel

Noget af det nye i forslaget til kommuneplan er, at byudviklingen bliver fremrykket flere steder. Det gælder for eksempel Levantkaj Øst, Tunnelkvarteret og Skagerak-kvarteret i Nordhavn, der skal imødekomme behovet for flere boliger og erhvervsarealer.

Ved Vingelodden på Nørrebro, området som mange kender fra tiden med hyppige corona-test, gør kommuneplanen det muligt at etablere et nyt byområde, ligesom der også kan udvikles nye byområder ved Helgoland på Østerbro tæt på Svanemøllen og havet og ved Teglholmen i Sydhavnen.

Fakta

  • Under den offentlige høring vil der være en række arrangementer, som vil fremgå af hjemmesiden www.KP24.kk.dk. De tæller blandt andet bydelsmøder med guidet rundvisning om Vingelodden på Nørrebro og Helgoland på Østerbro.
  • Offentligheden kan give høringssvar via høringsportalen Bliv Hørt i høringsperioden. Den begynder i næste uge og varer otte uger frem: www.blivhoert.kk.dk.
  • Københavns Kommuneplan 2024 forventes vedtaget inden udgangen af 2024.

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling