Ny kommuneplan i jysk vækstby: Nyt byomdannelsesområde og nye arealudlæg til boliger

Der gøres klar til omdannelse af et havneområde i byen, der gennem de seneste 10 år er vokset med næsten 12.000 indbyggere.

Politikerne i byrådet besluttede midt i december 2024 at sende et forslag til en ny kommuneplan i otte ugers offentlig høring.

Kommunen er gennem de seneste 10 år vokset med næsten 12.000 indbyggere, og et nyt universitet med 1.500 studiepladser er på vej til vækstbyen.

– I en tid præget af forandring, hvor store dagsordener former vores fremtid, er jeg glad for, at et bredt flertal i byrådet støtter forslaget til Kommuneplan 2025-2037, udtaler Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune.

– Denne plan skal sætte rammerne for Vejle Kommunes fremtidige udvikling. Nu, hvor planen er sendt i høring, ser jeg frem til en engageret debat med borgerne, så vi i fællesskab kan forme fremtidens Vejle Kommune.

Læs også: Vejle har grunde til store butikker på vej

I forslaget til Kommuneplan 2025-2037 sker der en omfordeling af arealer til byudvikling. Der udtages lidt mere areal, end der udlægges. En stor del af de arealer, der ikke længere skal anvendes til byudvikling, omdannes som en del af strategien om mere natur, og kommunen har en ambition om at rejse 3.000 hektar skov inden 2030.

Areal udlæg til boliger, erhverv og sommerhuse i Vejle Kommune.
Areal udlæg til boliger, erhverv og sommerhuse i Vejle Kommune.

I alt rummer kommuneplanforslaget 86 hektar nye udlæg til boliger, mens 135 hektar udtages. Der udlægges 62 hektar til erhverv, mens omkring 20 hektar udtages.

Endeligt udlægges sammenlagt 17,8 hektar i henholdsvis Mørkholt og Egtved. Etableringen af et sommerhusområde ved Egtved skal understøtte kultur- og turismeudviklingen i området, mens gøres klar til en omfordeling af op til 30 sommerhuse i ved Mørkholt Høll.

Allerede i 2018 lagde kommunen med en ny strategi op til at rydde Nordkajen på havnen i Vejle for virksomheder, så området kan omdannes til boliger.

Strategien rykker nu nærmere realisering, idet området i den kommende kommuneplan udlægges til byomdannelsesområde.

Læs også: Konkurrence om landskabs- og aktivitetspark i ny bydel i Vejle på vej

Nordkajen på havnen i Vejle udlægges til byomdannelse.
Nordkajen på havnen i Vejle udlægges til byomdannelse.

“Vejle Havns ejerstrategi ønsker at videreudvikle og investere i erhvervshavnens faciliteter. Strategien er at styrke, kapacitetsudvide og pladsoptimere på Sydkajen, og over en årrække samle alle havneaktiviteter her”, lyder det i kommuneplanforslaget.

I kommuneplanforslaget lægges der op til, at der i området skal kunne bygges i fem etager og med en bebyggelsesprocent på 90 for den enkelte grund. Der fastsættes en byggelinje på 30 meter fra kajkanten, og kommende lokalplaner vil kunne stille krav om eller give mulighed for tiltag, der kan medvirke til at klimasikre med oversvømmelser i området.

“Nordkajen omdannes på sigt til byfunktioner. Lejemålene på Nordkajen udløber i perioden 2026-2031, og Vejle Havn arbejder i en dialog med virksomhederne med at finde placeringer på Sydkajen”, lyder det videre.

Det oplyses, at der allerede er indgået en aftale med en større virksomhed om flytning fra Nordkajen til Sydkajen.

“På Nordkajen ønskes udviklet byfunktioner såsom uddannelsesinstitutioner, kontorerhverv, restauranter, hoteller, boliger og offentlige formål i det omfang, det kan indpasses i forhold til de fortsatte havneaktiviteter på Sydkajen”, lyder det i kommuneplanforslaget.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling