Ny kommuneplan i København vedtaget: Skal skabe plads til 40.000 nye boliger

Københavns Kommune forventes at vokse med 59.000 indbyggere frem mod 2036. Derfor skal der bygges masser af nye boliger.

Torsdag aften vedtog et bredt flertal i borgerrepræsentationen i København den nye Kommuneplan 2024 med titlen Fremtidens klimavenlige hovedstad.

Med en enstemmig vedtagelse har kommuneplanen den bredeste opbakning i Københavns historie, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Planen udstikker rammerne for hovedstadens udvikling i de næste 12 år.

Københavns Kommune har aktuelt 659.000 indbyggere. Ifølge kommunens egen prognose forventes Københavns Kommune frem mod 2036 at vokse med 59.000 indbyggere, og i 2050 vil der være over 750.000 københavnere. Det skaber behov for blandt andet nye boliger.

– Det er en bunden opgave at løse de udfordringer, og det gør vi kun ved, at vi står sammen om at tage ansvar for byens udvikling. Derfor er jeg stolt af, at vi har vedtaget en kommuneplan med et historisk bredt flertal, siger overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss (S).

Læs også: Boligbyggeri: København skal indhente efterslæb fra finanskrisen

Kommuneplanen skal skabe plads til, at der kan bygges 40.000 nye boliger i de kommende 12 år. Heraf skal 10.000 være almene boliger, og 6.000 skal være ungdomsboliger.

Det sker blandt andet ved, at der åbnes op for byudvikling i nye områder af byen, samtidig med at man sætter yderligere skub for udviklingen i nogle af byens eksisterende bydele. Det gælder eksempelvis Vingelodden på Nørrebro, hvor udviklingen kan begynde med kommuneplanens vedtagelse. Og så gælder det banearealet Helgoland på Østerbro tæt på Svanemøllen Station, samt Kløverparken i Østhavnen, der i fremtiden kan udvikles til nye bydele.

Læs også: Investor søges til ny bydel med højhus ved København Syd Station

I Nordhavn vil udviklingen fortsætte. Det gælder for eksempel Levantkaj Øst, Tunnelkvarteret og Skagerak-kvarteret, der skal imødekomme behovet for flere boliger og erhvervsarealer, og som bliver metrobetjent fra 2030.

Som noget nyt vil kommunen fremover stille krav om, at mindst 20 procent af det samlede boligareal i nye byggerier skal indrettes til boliger på mindst 110 kvadratmeter.

Til gengæld gør kommuneplanen det også nemmere at etablere bofællesskaber ved at nedsætte mindstestørrelsen på boligerne til 40 kvadratmeter. Samtidig stilles der krav til, at omfanget af fællesarealer fremover skal udgøre mindst 10 procent af boligarealet.

Om Københavns Kommuneplan 2024

  • Befolkningstallet i Københavns Kommune ventes at stige frem mod 2050, hvor vi vil være over 750.000 københavnere.
  • Der skal bygges 40.000 nye boliger i København i de næste 12 år. Hver fjerde skal være en almen bolig, og 6.000 skal være ungdomsboliger til studerende.
  • Boligerne skal bygges i forskellige kendte byudviklingsområder, herunder Jernbanebyen, Tingbjerg, Nordhavn, Fælledby, Valby Syd og Bådehavnsgade.
  • Kommuneplan 2024 udpeger også nye byudviklingsområder i brokvartererne: Området Vingelodden langs Rovsinggade på Nørrebro, og DSB’s værkstedsområde Helgoland ved Svanemøllen på Østerbro, hvor en udvikling kan begynde, når DSB rykker ud af deres værkstedsarealer forventet fra 2030.
  • Der tages hul på udviklingen af en hel ny bydel i Østhavnen med Kløverparken som første etape. På længere sigt kan der ske udvikling af Refshaleøen og Lynetteholm.
  • Med kommuneplanen prioriteres en bæredygtig byudvikling, hvor der udvikles stationsnært og tæt. Det skaber rammerne for en klimavenlig by, hvor det er nemt at cykle, gå eller tage den kollektive transport og hvor man bor på færre kvadratmeter og deler flere af byens faciliteter.
  • Der kan etableres op til seks nye grønne områder med en størrelse på over to hektar, svarende til cirka to fodboldbaner, i nuværende og fremtidige byudviklingsområder. De skal både rumme natur med biodiversitet og nye muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter.
  • Kommuneplanen omfatter også krav til cykelparkering, herunder pladser til ladcykler, ligesom kommuneplanen giver mulighed for, at der i lokalplaner reserveres parkeringspladser til elbiler og delebiler.
  • Kommuneplan 2024 er enstemmigt vedtaget af alle partierne i Borgerrepræsentationen. Dermed har kommuneplanen den bredeste opbakning i Københavns historie. Den første kommuneplan blev vedtaget i 1989.

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling