
En ekstraregning på cirka 480 millioner kroner er dukket op i forbindelse med byggeriet af en ny ammunitionsfabrik i Elling.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet skyldes de ekstra udgifter blandt andet, at man har været nødt til at gøre byggeriet større af sikkerhedsmæssige grunde.
Derudover er der kommet behov for en ekstra skydebane samt ændringer i veje, forsyning og anden infrastruktur, hvilket får prisen til at skyde i vejret.
– Jeg synes, at det er ærgerligt, at der er kommet en fordyrelse af projektet, men jeg noterer mig, at meromkostningerne kan afholdes indenfor den afsatte reserve, udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
De ekstra udgifter bliver dækket af en reserve i Accelerationsfonden, som er afsat til netop ammunitionsproduktionen, samt penge der er blevet frigivet i projektets samlede budget.
Sagen skal nu behandles i Finansudvalget. Når udvalget har sagt ja, fortsætter byggeriet efter den nye plan.
Ifølge Nordjyske er der afsat omkring 8,6 milliarder kroner til fabrikken og til at opbygge Forsvarets ammunitionslagre.






















