Nordelektro får ny ledelse. Fra venstre: Thomas Bach-Jensen (salgschef), Michael Saxtoft (administrerende direktør), Taija Vangsø (driftschef) og Allan Reiche Andersen (økonomichef). Foto: PR.
Nordelektro får ny ledelse. Fra venstre: Thomas Bach-Jensen (salgschef), Michael Saxtoft (administrerende direktør), Taija Vangsø (driftschef) og Allan Reiche Andersen (økonomichef). Foto: PR.

Nordelektro får ny administrerende direktør, efter at ejer Michael Saxtoft har valgt at træde ind i den daglige ledelse som led i en større omstrukturering.

Det oplyser den familieejede virksomhed i en pressemeddelelse.

– Den tidligere ledelse har ikke har leveret på et tilfredsstillende niveau. Vi har rekordhøj omsætning, men resultaterne ligger meget langt fra det forventede, udtaler Michael Saxtoft.

– Potentialet er til væsentligt mere, og det fordrer en anden ledelsesform. Med min erfaring, og med fuld opbakning fra den øvrige bestyrelse, var det derfor nærliggende for mig at overtage ledelsen, rykke tættere på driften og blive en del af hverdagen i Nordelektro.

Virksomheden har travlt med nye aftaler om blandt andet elevatorservice og teknisk facility management, men bestyrelsen vurderer, at der er behov for en anden ledelsesform.

Michael Saxtoft har international erfaring fra blandt andet Vestas og Alstom, og han overtager derfor direktørposten på fuld tid. Han har samtidig købt sin brors ejerandel og er nu eneaktionær.

– I den forbindelse har vi sammensat en ny ledelse, som matcher de kompetencer, vi har brug for i den nuværende situation, udtaler Michael Saxtoft.

Den nye ledelse består, foruden Michael Saxtoft, af Taija Vangsø, der er ansat i en nyoprettet stilling som driftschef. De to har tidligere arbejdet sammen om et stort forandringsprojekt hos Bladt Industries.

Nye i ledelsen er også salgschef Thomas Bach-Jensen, der har en mangeårig baggrund fra vvs-branchen, og økonomichef Allan Reiche Andersen, som senest har været CFO i Randers Reb.

Nordelektro har afdelinger i Aalborg og Fredericia og arbejder med tekniske service- og installationsopgaver i hele landet. Virksomheden blev etableret i 1934 og beskæftiger i dag omkring 60 medarbejdere.

Virksomheden havde i 2023/24 en bruttofortjeneste på 33,6 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på 1,7 millioner kroner og efter skat på knap 1,3 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev