Ny lokal profil i spidsen for Bygma Gråsten

Tidligere fejedreng med lokale rødder bliver ny filialchef for Bygma Gråsten. Han vil styrke den lokale tilstedeværelse.

Den 4. august 2025 tiltrådte 43-årige Torben Petersen som filialchef for Bygma Gråsten.

Det oplyser den danskejede leverandør til byggeriet i en pressemeddelelse.

Torben Petersen, der er født og opvokset i Gråsten, har omfattende erfaring fra trælastbranchen, hvor han startede som fejedreng i Sønderborg Trælast og senere arbejdede som salgsassistent og ekstern sælger i flere trælastkoncerner.

– Relationerne skal skabe resultaterne, udtaler Torben Petersen.

– Det er dem, man kender, som man handler med. Derfor vil jeg sikre, at vi er synlige lokalt, yder formidabel service og arbejder aktivt for at være kundernes foretrukne trælasthandel.

Han ønsker at styrke Bygmas lokale tilstedeværelse og fokusere på kundeservice.

Regionsdirektør Ejnar C. Andersen fremhæver Petersens lokale kendskab:

– Torben kender nærmest alle lokale erhvervsdrivende i området, og jeg er overbevist om, at Bygma Gråsten har brug for en filialchef med netop hans profil og netværk. Derfor er Torben den helt rette til at lede Bygma Gråsten godt videre, udtaler han.

Fakta om Torben Petersen

  • Alder og bopæl: 43 år, bosat i Gråsten med sin familie
  • Familie: Gift og far til tre drenge på 19, 10 og 6 år
  • Fritid: Aktiv i Gråsten Boldklub – bestyrelsesmedlem, seniorformand og U10-træner
  • Baggrund: Startede som fejedreng i Sønderborg Trælast og har arbejdet i hele værdikæden

Kilde: Bygma Gruppen.

Tilmeld Nyhedsbrev