Odense Kommune etableres en lommepark med legeplads på Vestre Stationsvej. Tegnestuen Land+ har tegnet lommeparken.
Odense Kommune etableres en lommepark med legeplads på Vestre Stationsvej. Tegnestuen Land+ har tegnet lommeparken.

Odense Kommune har en ambiton om, at alle borgere i byen højst skal 300 meter til et grønt område. I løbet af foråret bliver der derfor lavet en helt ny lommepark på Vestre Stationsvej. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I slutningen af januar går kommunen i gang med at anlægge den grønne park, og den forventes at stå færdig i juni.

Parken bliver knap 2.000 kvadratmeter stor og vil ligge i nærheden af letbanestoppet Kongensgade på grunden, hvor Børnehuset Toppen tidligere lå.

Børnehaven lukkede i slutningen af 2015, da bygningen måtte fjernes for at gøre plads til letbanen.

– Vi giver området tilbage til børnene og laver en sjov legeplads i samarbejde med Kompan, som bygger nyskabende og flotte legepladser. Vi anlægger en flot græsplæne og planter blomster, buske og træer. Det bliver et fristed for alle, hvor man kan bevæge sig, holde en pause eller mødes med andre mennesker, udtaler by- og kulturrådmand Søren Windell (C).

Foruden legeplads bliver der lavet opholdspladser med bænke og pergolaer med klatreplanter.

Parkens nærmeste nabo er Odense Valgmenigheds kirke, som har været inde over planlægningen af parken – blandt andet ved at lægge rum til to borgermøder.

Kirken har i 2023 fået lavet en alterudsmykning af kunstneren John Kørner, som består af en 5×2,4 meter stor bemalet glasrude, der vender ud mod Vestre Stationsvej og den kommende park, hvor gæsterne kan få glæde af kunstværket. Odense Valgmenighed kalder kunstprojektet “Kirken deler kunst med byen”.

Land+ Landskabsarkitekter, som ligger i Odense, har tegnet lommeparken.