AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Grundvandsspejlet er over de seneste 30 år steget så meget, at 450.000 bygninger med boliger over hele landet i dag har under en meter til grundvandsspejlet i mere end 80 procent af året. Ud af disse bygninger ligger 360.000 i kloakerede områder.

Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi står med en ny klimavirkelighed. Vejret er vildere skybruddene er hyppigere og mere massive, og det er ikke kun ved kysterne, vi mærker problemet. Grundvandet stiger også, og det giver problemer for grundejere i de ramte områder, som får oversvømmet deres fundamenter og kældre, når vandet kommer nedefra, udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S).

I dag må den enkelte grundejer selv forebygge oversvømmelser fra højtstående – også kaldet terrænnært – grundvand og står alene med regningen. Det skyldes, at der i dag mangler regulering, som giver mulighed for, at spildevandsforsyningsselskaber i stedet kan lave fælles løsninger, der kan sikre hele områder mod oversvømmelser fra grundvandet.

Det vil regeringen give mulighed for med et nyt lovforslag, som blev sendt i høring i går. Lovforslaget er i høring frem til og med den 2. januar 2025.

– De nye regler vil gøre det muligt for spildevandsforsyningsselskaberne at lave kollektive løsninger i byerne fremfor, at hver enkelt husejer skal lave sin egen klimasikring. Det vil hjælpe boligejerne, men det vil også være en meget bedre økonomisk løsning for samfundet, siger Magnus Heunicke.

Lovforslaget vil betyde, at kommunerne i spildevandsplanerne skal fastlægge områder i byerne, hvor terrænnært grundvand vurderes at udgøre et problem. Herefter skal spildevandsforsyningsselskaberne foretage grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt fx ved at lægge drænrør i jorden, som fører vandet væk.

Samtidig får spildevandsforsyningsselskaber mulighed for at finansiere løsningerne via takststigninger, hvor størrelsen vil afhænge af problemets omfang i de enkelte kommuner.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2025. Lovforslaget er en udmøntning et af de initiativer, som regeringen præsenterede med “Klimatilpasningsplan I” i oktober 2023.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling