Ny markedschef til Sweco i Aalborg

Mikkel Færgemand er tiltrådt som ny markedschef for trafik- og mobilitetsplanlægning på Swecos Aalborgkontor. Han skal styrke virksomhedens profil i Nordjylland inden for integreret rådgivning i infrastrukturprojekter.

Mikkel Færgemand er netop tiltrådt stillingen som markedschef på Swecos kontor i Aalborg. Her skal han understøtte en markedsmæssig og faglig udvikling i afdelingen for Trafik & Mobilitet med henblik på at konsolidere og vækste afdelingen i Nordjylland. Det skriver Sweco i en pressemeddelelse.

Mikkel Færgemand skal desuden bidrage til at styrke afdelingen nationalt og varetage projektledelsen på nogle af Swecos mange tværfaglige projekter med afsæt i sin store erfaring fra branchen.

– Mit fokus er at indgå og udvikle gode, konstruktive samarbejder på tværs samt varetage og sikre den gode projektledelse af både små og større multidisciplinære projekter, som er min helt store passion. Jeg glæder mig til at understøtte den rivende udvikling Sweco er i – ikke mindst efter opkøbet af Via Trafik, siger Mikkel Færgemand.

Mikkel Færgemand er uddannet civilingeniør med speciale i Veje & Trafik fra Aalborg Universitet. Han er 31 år og er, trods sin unge alder, erfaren i at varetage en bred palet af projekter fra sit virke som trafikplanlægger og projektleder i Cowi.

Derigennem har Mikkel Færgemand tilegnet sig et indgående kendskab til forskellige aspekter af projektledelse, trafikplanlægning og -analyser, trafikmodellering, signalteknik samt udbud.

Mikkel Færgemand bor i Sønder Tranders nær Aalborg med sin kone og to børn.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling