Ny milliardfond skal forvandle gamle industriområder til nye bykvarterer

Urban Partners lancerer en ny investeringsfond med kapacitet på næsten 5 milliarder kroner til byudvikling i Europas vækstbyer.

Urban Patners hed tidligere Nrep. Foto: Dansk Byudvikling.
Urban Patners hed tidligere Nrep. Foto: Dansk Byudvikling.

Urban Partners har lanceret en ny investeringsfond, der skal sætte fart på omdannelsen af gamle industri- og erhvervsområder til moderne bykvarterer med boliger, arbejdspladser og byliv.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Fonden er etableret i samarbejde med Copenhagen Infrastructure Partners og Viessmann Generations Group, mens pensionsselskaberne PensionDanmark og SamPension er blandt de første investorer.

Efter den første kapitalrejsning råder fonden over en investeringskapacitet på op til 650 millioner euro, hvilket med den aktuelle kurs svarer til omkring 4,9 milliarder kroner. Pengene skal investeres i større byudviklingsprojekter i Norden, Tyskland og Storbritannien.

Baggrunden er et stigende pres på Europas byer, hvor befolkningstilvækst og urbanisering øger behovet for nye boliger og attraktive byområder. Urban Partners vurderer, at der ligger et investeringspotentiale på svimlende 1.180 milliarder kroner i omdannelsen af tidligere jernbane-, havne- og industriområder til nye bykvarterer.

– Urban Partners Regeneration Fund er et unikt svar på et afgørende øjeblik for Europa. Ved at tilpasse langsigtet global kapital til den voksende efterspørgsel på lokalt niveau ser vi en enorm mulighed for at anvende vores unikke evner til at skabe reel, varig værdi i stor skala, udtaler Jens Stender, medadministrerende direktør for Urban Partners.

Fonden vil især fokusere på vækstbyer som København, Hamborg, München, Stockholm og London. Projekterne skal udvikles i tæt samarbejde med kommuner og lokale myndigheder og bygge på partnerskaber mellem offentlige og private aktører.

Urban Partners peger på erfaringerne fra blandt andet Nordhavn, Tingbjerg og Jernbanebyen i København som eksempler på, hvordan store byomdannelsesprojekter kan skabe både økonomisk afkast og samfundsmæssig værdi.

Ifølge PensionDanmark kan fonden både bidrage til at løse den voksende boligmangel i europæiske storbyer og skabe attraktive afkast til pensionsopsparerne.

– Den strukturelle boligmangel er en af ​​de største samfundsmæssige udfordringer i vores tid. Med vores mange års erfaring inden for byudvikling i Danmark ser vi en spændende mulighed for at levere attraktive afkast til vores medlemmers pensionsopsparing – samtidig med at vi bidrager til at håndtere en kritisk udfordring, som europæiske vækstbyer står over for, udtaler Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør for PensionDanmark.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev