
I maj 2023 købte KFI Rotunden på Strandvejen i Hellerup af Dades for 216 millioner kroner.
Parkeringskælderen har gennem mange år været præget af slid, men er nu forvandlet til et lyst og indbydende ankomstområde, oplyser købmandsfonden i en pressemeddelelse.
Den nye belysning, tydelig skiltning og opdaterede faciliteter skal gøre det lettere og mere trygt for kunderne at parkere, før de går videre til indkøbene.
– Vi ved, at en god handleoplevelse allerede starter på p-pladsen – og i Rotundens tilfælde i p-kælderen. Det er vigtigt for os, at kunderne føler sig velkomne og trygge fra det øjeblik, de ankommer, udtaler Peter Lange, driftsdirektør i KFI Erhvervsdrivende Fond.
Renoveringen er gennemført som led i fondens arbejde med at skabe bedre rammer for både kunder og butikker. Projektet blev fremskyndet, så det stod færdigt i forbindelse med supermarkedet Menys 25-års jubilæum.
Kælderen fremstår nu med ny automatisk LED-belysning, friskmalede vægge og lofter, tydelig skiltning og en opgraderet gulvbelægning. Det skal tilsammen give en mere tryg og overskuelig oplevelse.
Med 103 parkeringspladser på omkring 5.000 kvadratmeter er der god plads til de besøgende, og forbedringerne skal gøre ankomsten mere enkel og uden stress.
– Vi er glade for at kunne byde kunderne velkommen i en parkeringskælder, der matcher den gode oplevelse, vi ønsker at give i butikken, siger Rasmus Vejbæk-Zerr, selvstændig købmand i Meny Rotunden.
Rotunden er tegnet af Henning Larsen Architects. Ejendommen fra 1995 består det karakteristiske tårn og to tilstødende etagebebyggelser med i alt 5.000 kvadratmeter erhverv, hvoraf supermarkedet udgør 3.300 kvadratmeter. Oven på bebyggelsen er der private ejerlejligheder.





















