Ny plan for 225 midtjyske boliger

På grund af problemer regnvandshåndtering skæres knap 30 boliger fra projektet, og et friplejehjem droppes.

Et nyt boligområde med 225 boliger i den sydlige del af Eriksborg ved Silkeborg er på tegnebrættet.

Plan- og Vejudvalget igangsatte i november 2023 udarbejdelsen af planforslaget og behandlede i juni 2024 en revideret plan.

Planen blev oprindeligt igangsat som en større plan, som også indeholdt bydelscenteret i Eriksborg og Djævlemosen.

Indenfor den oprindelige lokalplan skulle regnvand håndteres på terræn, hvor det er teknisk muligt. Vandet blev ledt til bassiner, hvor det blev renset og forsinket, inden det blev ledt til Gudenåen i en ledning i Nebelgårdsvej.

I løbet af planprocessen har det vist sig, at den løsning potentielt påvirker Nebel Bæk på en uhensigtsmæssig måde. Derfor er der behov for en afklaring, før der kan udarbejdes en lokalplan for bydelscentret, som altså er blevet skåret fra.

Planområdet får en blanding af boligtyper i form af lejligheder i etagebyggeri i op til to etager samt rækkehuse og parcelhuse.

Revideret lokalplan for nyt boligområde ved Eriksborg er klar til at blive sendt i høring. Illustration: Laban Arkitekter.
Revideret lokalplan for nyt boligområde ved Eriksborg er klar til at blive sendt i høring. Illustration: Laban Arkitekter.

Boligerne placeres i klynger adskilt af grønne områder og stisystemer. Ifølge planen bliver der 40 parcelhuse, 71 rækkehuse  og 114 lejligheder. Det er en nedjustering i forhold til de oprindeligt planlagte 254 boliger.

Bygherre er ifølge Silkeborg Kommune grundejerne Peter og Gitte Thomsen, som har stiftet selskabet Eriksborg I/S og allieret sig med lokal Laban Arkitekter i forbindelse med udviklingen. De har fravalgt at bygge et friplejehjem, der tidligere indgik i planen.

Inden længe forventes det, at lokalplanforslaget for projektet sendes i fire ugers offentlig høring.

Lokalplanområdet ligger i landzone og vil ved en endelig vedtagelse blive overført til byzone.

Planen medfører desuden kommunale investeringer til blandt andet Eriksborg Skole, daginstitution og plejecenter, samt opkøb, byggemodning, anlæg og drift. Kommunen har budgetteret med investeringerne.

I lokalplanen inddeles området i seks delområder

Delområde I

Her kan der bygges op til 5.500 kvadratmeter boliger i alt. Boligerne skal placeres i mindre grupper omkring et fælles grønt område, der skal have en bredde på 15 til 25 meter.

Parkering skal samles på én fælles parkeringsplads bag bygningerne – der må ikke være parkering i de fælles grønne områder.


Delområde II

Der kan bygges op til 24 parcelhuse. Husene må være op til to etager, og de må maksimalt dække 40 procent af grunden.


Delområde III

Her kan der bygges op til 6.000 kvadratmeter etageboliger i maksimalt to etager.

Bygningerne skal fordeles som seks punkthuse, organiseret i to grupper med hvert sit ankomstområde.


Delområde IV

Her kan der opføres op til 16 parcelhuse. Husene skal vende med enten gavl eller facade mod vejen. De må være op til to etager.


Delområde VI

Her kan der bygges op til 20 række- eller kædehuse. De må være op til 2 etager.


Delområde VII

Der kan opføres op til 50 tæt-lav boliger fordelt på tre mindre bebyggelser (enklaver).

Enklaverne skal adskilles af grønne kiler, der er mindst 20 meter brede.

Hver enklave skal deles op i mindre grupper på højst seks sammenbyggede boliger.

Kilde: Silkeborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling