
En ny lokalplan skal bane vej for en omfattende udbygning og fortætning af erhvervsområdet ved Selma Lagerløfs Vej i Aalborg Øst.
Lokalplanen vil erstatte flere ældre planer for universitetsområdet, og planlægningen sker i samarbejde med bygherrer i området og skal styrke forbindelsen til Aalborg Universitet, det nye universitetshospital og universitetets forskerpark.
By- og Landskabsudvalget skal den 27. november tage stilling til lokalplanforslaget, som forventes endeligt vedtaget i april 2026.
Planen omfatter et kommuneplantillæg og en ny lokalplan, som tilsammen skal skabe et tæt, grønt og moderne bymiljø med kontorer, uddannelsesinstitutioner, sundhedsfunktioner, serviceerhverv samt et hotel og konferencecenter.
Området skal have en markant arkitektonisk identitet og en stærk kobling til den kollektive trafik, særligt Plusbus-forbindelsen på Bertil Ohlins Vej.
Kommuneplantillægget åbner for en langt mere intensiv udnyttelse af området. Den maksimale bebyggelsesprocent hæves fra 60 til 90, og der gives mulighed for bygninger på op til syv etager og en højde på cirka tredive meter.
Hjørnet mellem Selma Lagerløfs Vej og Bertil Ohlins Vej skal markeres af en høj, karakterfuld bygning, som fungerer som port til universitetsområdet. En højhusredegørelse viser, at byggehøjden kun giver få og ubetydelige skygge- og vindgener.
Bebyggelsen samles i tre delområder og opføres som klynger omkring små torve og grønne opholdsarealer. De største bygninger placeres som randbebyggelse, mens stier, gårdrum og udsigtskiler skal trække naturen fra den grønne kile mod vest ind i området.
Langs Selma Lagerløfs Vej stilles der krav om grøn beplantning og en tydelig forbindelse til det øvrige stinet og til Plusbus-stoppestedet. To parkeringshuse kan opføres nær vejen, og alle parkeringsarealer skal indpasses i et grønt miljø.

Planområdet strækker sig over et areal på cirka 92.400 kvadratmeter, hvor der gives mulighed for fortætning med 56.600 kvadratmeter nybyggeri samt yderligere to parkeringshuse.
Områdets eksisterende bebyggelse, herunder en del af Aalborg Universitet, indgår i de nye rammer, og et bevaringsværdigt beplantningsbælte fastholdes for at skåne dyrelivet.
En miljøscreening konkluderer, at planlægningen ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger. Der er især set på flora, fauna, skyggeforhold og vind, og screeningen viser, at både natur og mennesker påvirkes i begrænset omfang. Beplantningsbæltet, som kan være levested for flagermus, bevares, og kun én mindre passage tillades.
Kommunen forventer udgifter til ombygning og udvidelse af den sydlige rundkørsel ved Selma Lagerløfs Vej og Alfred Nobels Vej. En tidligere beregning anslog udgiften til cirka 9 millioner kroner, men med prisstigninger vurderes beløbet nu at være omkring 12 millioner kroner. Udgiften er endnu ikke afsat og vil blive behandlet i kommunens budget for 2027.
Området omfatter tre matrikler, hvor en enkelt er privatejet, mens de to øvrige matrikler ejes af selskabet Nobelparken og interessentskabet Coldinggaard, Aalborg. Begge har ifølge de offentlige registre Jørgen Enggaard og NOVI Ejendomsfond i ejerkredsen.






















