Ny plan skal puste liv i nedrivningsmoden blok med 120 boliger

Nedrivning af en næsten 60 år gammel boligblok i otte etager droppes. Boligforening vil i stedet renovere og omdanne bygningen.

Brabrand Boligforening vil undersøge mulighederne for at renovere og omdanne bygningen på Astridsvej 7 i Skovgaardsparken i Brabrand i stedet for at nedrive den. Foto: Google Maps.
Brabrand Boligforening vil undersøge mulighederne for at renovere og omdanne bygningen på Astridsvej 7 i Skovgaardsparken i Brabrand i stedet for at nedrive den. Foto: Google Maps.

En næsten 60 år gammel boligblok i Skovgaardsparken i Brabrand kan få nyt liv, skriver Århus Stiftstidende.

Brabrand Boligforening vil nu undersøge mulighederne for at renovere og omdanne bygningen på Astridsvej 7 i stedet for at rive den ned.

Den otte etager høje boligblok fra 1967 rummer 120 lejligheder. Selvom der tidligere er givet tilladelse til nedrivning, vil boligforeningen nu se nærmere på, hvordan bygningen kan bevares og moderniseres.

– Formålet er at blive klogere på, hvordan man kan arbejde med bygninger, der ikke umiddelbart lever op til nutidens krav, siger projektchef i Brabrand Boligforening, Jens Martin Møller, til Århus Stiftstidende.

– Hvor langt kan vi gå? Kan vi fjerne vægge, og hvor formbar er konstruktionen? – Vi vil undersøge og beregne, hvad bygningen reelt kan holde til, i stedet for blot at beslutte ud fra antagelser.

Facader, svalegange og altaner er slidte, og boligerne fremstår i høj grad som i 1960’erne. Til gengæld er den bærende konstruktion fortsat solid.

Med støtte fra Realdanias “Bevar mere”-pulje skal arkitekter og ingeniører nu udarbejde et skitseprojekt, der viser, hvordan ejendommen kan omdannes til omkring 130 tidssvarende boliger.

Inden årets udgang skal beboerne i Skovgaardsparken tage stilling til, om højhuset skal renoveres og ombygges.

Tilmeld Nyhedsbrev