Cowi og Arkitema har udviklet en ny, såkaldt LCA (life cycle assesment) Platform, som forbinder data fra forskellige kilder og giver et samlet overblik over et bygge- eller anlægsprojekts miljøpåvirkning. Platformen er på nuværende tidspunkt tilgængelig for byggeprojekter i Danmark, men målet er at udvikle konceptet og åbne platformen for andre markeder og sektorer, skriver parterne i en pressemeddelelse.
En af de kunder som allerede er med på rejsen med Cowi og Arkitema er entreprenørvirksomheden NRE.
– Vi ser ind i en fremtid, hvor LCA-dokumentation i løbet af 2023 bliver en obligatorisk del af bygningsreglementet for al nybyggeri. I NRE ønsker vi at være på forkant, således, at vores organisation er godt rustet i forhold til fremtidens krav, udtaler administrerende direktør i NRE, Jacob Eiskjær Olesen.
LCA Platformen består af forskellige værktøjer, der kan anvendes fra den tidlige designfase til dokumentation af det endelige miljøaftryk.
– Vores kunder ønsker beslutningsværktøjer, der måler bæredygtigheden fra start til slut. De har brug for gennemsigtige data i de meget tidlige projektfaser for at kunne træffe de bæredygtige beslutninger på et oplyst grundlag. Og de skal nemt kunne indsamle og kvantificere miljøpåvirkninger fra alle de materialer, der indgår i et projekt, med henblik på dokumentation. De har brug for at kunne dokumentere dette for at kunne få byggetilladelser i henhold til nye regler og for at undgå dyre projekttilbageslag, når beslutninger ændres under projektudførelsen, udtaler Morten Alsdorf, Senior Digital Transformation Director hos Cowi.
Platformen består i øjeblikket af to værktøjer, der er klar til markedet: LCA Design og LCA Documentation. LCA Design viser miljøpåvirkningen af designbeslutninger i den tidlige projekteringsfase, lyder det i pressemeddelelsen.
Byggebranchen i Danmark er blevet brugt som udgangspunkt for udviklingen af LCA Platform, hvor pilotprojekter og udviklingspartnere ud over NRE blandt andet også omfatter NREP og Home.Earth. I den kommende tid vil Cowi og Arkitema udvide platformen til at omfatte andre sektorer og markeder, oplyses det.