Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk. Foto: PR.
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk. Foto: PR.

En ny midlertidig praksis fra Miljøstyrelsen har skabt store problemer for håndværkere over hele landet, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Håndværk.

Byggeaffald, der indeholder rester af mineraluld, bliver flere steder afvist af affaldsselskaber og genbrugspladser, fordi reglerne bliver fortolket forskelligt. Resultatet er, at affaldet hober sig op hos virksomhederne.

– Miljøstyrelsens begrundelse er, at man oplever en akut ophobning af den type affald. Derfor har de lavet en midlertidig fortolkning, som nu betyder at virksomhederne står tilbage med et voldsomt problem, udtaler direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

– Vi bliver kontaktet af medlemmer, der har fået besked om, at de ikke længere vil få afhentet deres affald. I stedet hober det sig så op hos de lokale håndværkere, der er uden nogen mulighed for at finde en løsning. Det er en helt uholdbar situation.

Han kritiserer Miljøstyrelsen for at have ændret praksis uden en plan for, hvordan affaldet skal håndteres, indtil en permanent løsning efter planen er klar ved årsskiftet.

Dansk Håndværk advarer samtidig om, at problemerne kan føre til ulovlig bortskaffelse af affald, hvis enkelte vælger at omgå reglerne.

Derfor opfordrer organisationen Miljøstyrelsen til straks at præcisere, hvordan den midlertidige praksis skal administreres.

Hvis reglerne fortsat forhindrer normal håndtering af affaldet, bør der ifølge Dansk Håndværk etableres midlertidige opbevaringsmuligheder, så byggebranchen ikke står alene med problemet.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev