
Hvidovre Kommune har i et partnerskab med Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme ansat den erfarne klimaiværksætter Kasper Larsen som ny projektleder for erhvervsområdet.
Han skal gøre Avedøre Holme til det grønneste erhvervsområde i Danmark, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Kasper Larsen har i mere end 20 år drevet bæredygtig virksomhed i området og kender det indgående. Som tidligere direktør i det miljøvenlige trykkeri KLS PurePrint og nu leder af KLS PureConsulting, har han længe været en markant stemme i den grønne omstilling.
– Det her handler ikke kun om bæredygtighed og grøn omstilling – det handler om at skabe værdi for virksomhederne, for klimaet og for området som helhed. Jeg glæder mig helt vildt til at arbejde tæt sammen med virksomhederne og gøre ambitionerne levende, udtaler Kasper Larsen, der tiltrådte 1. juni 2025.
– Nu skal vi samle kræfterne og vise, hvad et ambitiøst erhvervsområde kan, når det går forrest i den grønne omstilling.
Han skal stå i spidsen for et nyt partnerskab mellem Hvidovre Kommune og Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme, der bygger videre på flere års samarbejde. Fokus er blandt andet på grøn strøm, energideling, biodiversitet og fjernvarme.
– Vi vil skabe et fyrtårn for grøn innovation, og Kasper skal være den, der binder det hele sammen, udtaler Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen (SF).
Avedøre Holme er i dag et af landets største erhvervsområder – og ambitionen er nu, at det også bliver det grønneste.
Fakta om partnerskabet
Partnerskabet mellem Hvidovre Kommune og Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme arbejder for:
- Lokale industrienergifællesskaber, hvor virksomheder kan producere og dele vedvarende energi
- Højere biodiversitet og grønne områder
- Smartere brug af vand og ressourcer
- Bedre udnyttelse af overskudsvarme
- Videndeling, netværk og grøn innovation
Kilde: Hvidovre Kommune.






















