Ny pulje skal sikre bevaringsværdige bygninger i Hvidovre

Hvidovre Kommune afsætter 300.000 kroner om året til renovering af bevaringsværdige boliger, og den første støtte er allerede uddelt.

Hvidovre Rådhus. Foto: Hvidovre Kommune.
Hvidovre Rådhus. Foto: Hvidovre Kommune.

Hvidovre Kommune har oprettet en ny støttepulje på 300.000 kroner om året til renovering af bevaringsværdige ejer- og andelsboliger.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Den første bevilling blev givet i april, hvor en husejer i Avedøre Landsby modtog 75.000 kroner til renovering af et stråtag.

Puljen er målrettet bygninger opført før 1960, som er vurderet som bevaringsværdige og samtidig er væsentligt nedslidte.

Formålet er at sikre, at de ældre bygninger bevares som en del af byens kulturarv og samtidig bidrager til en mere bæredygtig udvikling gennem renovering frem for nedrivning.

– I Hvidovre har vi lige nu cirka 850 bygninger, som er vurderet som bevaringsværdige i forskellig grad, og i kommunalbestyrelsen ønsker vi at gøre vores til, at disse bygninger kan blive stående i vores by, udtaler formand for By- og Planudvalget, Martin Amby (LA).

– Både fordi de er med til at give karakter og sjæl til de forskellige boligområder i Hvidovre, og fordi det ofte er bedre for det samlede klimaregnskab, hvis vi bevarer og renoverer i stedet for at rive ned og bygge nyt.

Der kan søges støtte til istandsættelse af blandt andet tage, ydervægge, døre, vinduer, skorstene og udvendige trapper. Arbejdet skal udføres af registrerede håndværkere.

Ansøgninger behandles løbende efter først til mølle-princippet, indtil årets pulje er opbrugt. Kommunen håber, at den nye og forenklede ordning vil få flere boligejere til at søge om støtte end tidligere lignende ordninger.

Mere information om puljen, og hvordan man ansøger om støtte, findes på kommunens hjemmeside under By, Bolig og Byggeri.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev