Fra 2013 til 2023 steg antallet af udenlandske overnatninger i Danmark med næsten 50 procent hvilket betød, at udenlandske turister i 2023 foretog mere end 32,1 millioner overnatninger i Danmark. Det genererede mere end 70 milliarder kroner.
Specielt Region Hovedstaden og Region Syddanmark tiltrækker mange turister på grund af henholdsvis storbyturismen og kyst- og naturturismen.
Det skriver De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse.
Turisterne bruger nemlig ikke kun penge på overnatninger, transport, forlystelser og restauranter.
De gør også i stor stil brug af de danske dagligvarebutikker. Det gælder i særlig grad udenfor storbyerne, i det vi kalder kyst- og naturturisme.
Det kan estimeres, at sådanne turister i 2023 lagde over 220 kroner i en dansk dagligvarebutik per døgn i løbet af deres besøg, mens storbyturister brugte omkring 147 kroner per døgn.
– Vi må konstatere, at turister også lægger en betydelig del af deres penge i danske dagligvarebutikker. I 2023 brugte udenlandske turister mere end 6,5 milliarder kroner på dagligvarer, hvilket har stor økonomisk betydning for de lokale købmænd og det omgivende lokalsamfund, udtaler Jannick Nytoft, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd.
– Hvis vi ønsker at bevare de lokale købmænd i mange af de mindre byer, så er det vigtigt, at vi handler lokalt. Det bidrager turismen i høj grad til, og derfor har indsparket fra turisterne stor betydning for mange lokale dagligvarebutikker hen over sæsonen.
– Turismen har mange positive, afledte konsekvenser herunder også for dagligvarehandlen, men det er også afgørende, at vores turister har adgang til dagligvarebutikker lokalt og der, hvor de vælger at ferierer. Adgangen til en dagligvarebutik styrker derfor den lokale turisme til gavn for lokalsamfundet, siger Jannick Nytoft.
De Samvirkende Købmænd foreslår
Adgangen til lokal dagligvarehandel styrker den lokale turisme til gavn for samfundet i bred forstand. En styrkelse af de lokale købmænd er således ligeledes til gavn for turismen.
De Samvirkende Købmænd foreslår derfor:
- Det skal gennem den lokale planlægning sikres, at både turister og lokale beboere har adgang til lokal dagligvarehandel
- Der skal skabes bedre adgang til finansiering af mindre, lokale købmænd for eksempel ved at se på, hvordan værdiansættelsen af købmændenes ejendomme kan spænde ben for udviklingen
- Det skal gøres nemmere for den lokale købmand at afholde for eksempel markedsdage eller andre sociale og kulturelle begivenheder, der kan styrke det lokale turist- og kulturtilbud
- Det danske afgifts- og momsniveau skal ses efter i sømmene, så udenlandske – ikke mindst tyske – turister får en større tilskyndelse til støtte det lokale, danske handelsliv frem for at medbringe dagligvarer hjemmefra
- ”Sommerhusreglen” skal bevares, så flest mulige feriehuse er ejet af danskere, der holder liv i lokalsamfundet hele året frem for alene i ferieperioden.
Kilde: De Samvirkende Købmænd.