Den nye Sundskole i Sundby skal udvides med to pavilloner.
Den nye Sundskole i Sundby skal udvides med to pavilloner.

Den nye Sundskole i Sundby får ekstra plads. Selvom skolen endnu ikke er færdigbygget, vil politikerne i Guldborgsund Kommune udvide skolen med to pavilloner.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Børne- og Skoleudvalget vurderer, at elevtallet i området bliver højere end forventet, og at skolen allerede fra august 2026 vil mangle plads til fire klasser.

Administrationen havde derfor indstillet til Børne- og Skoleudvalget, at de ekstra klasser skulle rummes i den nye skolebygning ved at indrette klasseværelser i lokaler, der hidtil har været tiltænkt andre formål.

Den løsning blev dog afvist af udvalgspolitikerne til fordel for de kommende pavilloner.

– De svanemærkede pavilloner giver os en fleksibel og bæredygtig løsning, der understøtter skolens pædagogiske arbejde, udtaler formanden for Børne- og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, Henrik Steen Jensen (SF).

De to pavilloner skal hver rumme to undervisningslokaler og foreslås lejet i fem år. Anlægsudgiften er beregnet til knap 7,2 millioner kroner, mens driften forventes at koste cirka 990.000 kroner om året. Pavillonerne skal, ligesom skolen i øvrigt, svanemærkes.

Sagen skal endeligt afgøres på byrådsmødet den 26. februar. Skolen forventes i øvrigt færdigbygget i foråret 2026, så den er klar til at tage imod elever til skolestart efter sommerferien.

Tilmeld Nyhedsbrev