Charlotte Buchvaldt, der bor i Haderslev, står nu i spidsen for Stark Rødekro.
Det oplyser trælastkæden i en pressemeddelelse.
– Charlotte har en solid erfaring inden for ledelse og byggebranchen. Med hendes strategiske tilgang og positive mindset er jeg sikker på, at hun bliver en fremragende leder for Stark Rødekro. Hun vil uden tvivl blive en stor styrke for Stark Rødekro fremover, som kunderne vil kunne mærke, udtaler Dennis Skjøth Rosengren, trælastdirektør i Stark Sønderborg.
Stark er bredt repræsenteret i Sønderjylland med byggecentre i Sønderborg, Ribe, Kolding – og Rødekro. Stark Rødekro ligger i hjertet af området ved E45, og cirka 17.000 biler kører forbi dagligt. Målet er at blive håndværkerens foretrukne afhenterforretning på disse kanter.
Læs også: Folketinget giver 14 byer lovfritagelser og millioner til at skabe liv i bymidten
Charlotte Buchvaldt kommer seneste fra en stilling som trælastchef hos Davidsens Tømmerhandel. Nu er hun klar til at kaste sig over den nye udfordring.
– For mig er det yderst vigtigt, at både kunder og medarbejdere er i fokus for at sikre forretningen vækst og god trivsel. Jeg ser meget frem til at indgå i et nyt team og skabe noget helt særligt i Rødekro sammen med vores fantastiske kunder, udtaler Charlotte Buchvaldt, trælastdirektør i Stark Rødekro.
Stark er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer og har mere end 80 forretninger i Danmark, som alle løbende moderniseres og får nye varer på hylderne.